Superligarekorden står for fald.

En unavngiven fransk klub skulle således have tilbudt at købe FC Midtjylland-topscorer Franculino for svimlende – hold nu fast – 225 millioner kroner.

»Priserne er stukket helt af i Superligaen – og det bliver kun vildere og vildere,« siger B.T.-sportsredaktør Lasse Vøge:

»Så på den baggrund er jeg ikke overrasket over, at der lander et 30 millioner euro-bud på bordet foran en dansk sportsdirektør. Det var et spørgsmål om tid, før den grænse blev krydset.«

Det er Tipsbladet, der fredag skriver om den potentielle kæmpetransfer, der altså vil gøre Franculino til den dyreste spiller, der nogensinde er solgt fra Superligaen.

Prisen på 225 millioner kroner ligger i samme leje, som FC Nordsjælland fik for Ernest Nuamah for et par siden.

Men skal FCM på samme vis sælge landsholdsangriberen fra Guinea-Bissau i denne omgang, skal der efter alt at dømme flere penge på transferbordet.

Tipsbladet skriver, at den danske klub har meddelt den franske klub, at Franculino ikke er til salg.

B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge vurderer:

»Det lige så vilde er, at jeg tror, der skal lægges en solid sum oven i buddet, før FC Midtjylland vil overveje en handel. Midtjyderne er om nogen kendt for deres evner til at vride hver en krone ud af deres spillere,« siger han:

»De kender markedet, og de kender værdien af en 21-årig angriber med det talent, Franculino render rundt med. Jeg tror, at der skal adskillige millioner mere på bordet.

Så sent som i december forlængede Franculino sin kontrakt med FCM, så den nu løber til 2029.

Han har scoret otte mål i denne sæson, syv i Superligaen og ét i Europa League-kvalifikationen.