Danmark er i Nations League-kvartfinalerne!

Med 0-0 går Danmark videre som nummer to i gruppen, men jøsses en forestilling, hvor Serbien testede hele det danske bolværk til det yderste.

Oooog pust ud.

Gyseren faldt ud til dansk fordel efter en kamp, hvor Danmark legede med ilden i en sådan grad, at brandvæsenet for længst burde have tændt udrykningen og sat en stopper for det.

Vi havde i hvert fald lyst til at ringe 112 til fodboldens alarmcentral.

Det danske felt blev bombarderet med indlæg gennem hele første halvleg, hvor skudstatistikken også var skræklæsning for alle med dansk pas.

Trods to gode danske chancer var det dog mirakuløst, at serbernes overtag ikke førte til føring, men man har jo lov at være heldig. 

I anden halvleg fik det danske landshold til tider bedre fat i spillet og kørte det uafgjorte resultat i hus. 

Serbien må efterhånden være røvtrætte af Danmark efter både EM- og Nations League-exit med dansk signatur.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Du kan se B.T.s karakterer til alle spillerne lige HER

Det gik balalajka på Balkan, og vi sad med livet i hænderne gennem samtlige 90 minutter.

Fornemmelsen var, at det ikke kunne blive ved med at gå godt - men det gjorde det!

Tak for den mirakelredning, Danmark!

Tænk engang, at holdet havde heldet så meget med sig; de kunne sikkert havde skrabet ti juletræer på en skrabekalender denne aften.

Danmark er med i det fine selskab i Nations League-kvartfinalerne, og det kan mest tilskrives den fremragende start, som holdet fik under Lars Knudsen.

Brian Riemer fik den nådesløse opgave at gøre arbejdet færdigt i det, der skulle vise sig at være to af gruppens sværeste kampe.

Det lykkedes, og det var Rieme-lig råt af den nye mand i spidsen.

Tv-øjeblikket chokerede - men ramte faktisk ret meget i bullseye.

»Det er på papiret det svageste landshold vi har set siden vikarlandsholdet,« lød den kontante dom fra David Nielsen og bortset fra en coronalandskamp i 2020, hvor Danmark vandt 2-0 over Sverige i en testkamp, så var vi tilbøjelige til at give TV 2-eksperten ret.

Riemer var tvunget til tre ændringer og lavede i alt seks stk., hvilket var modigt, men det var slet ikke den rette formel i herrefighten mod Serbien. Det blev bedre, da Christian Nørgaard kom ind i stedet for Yussuf Poulsen.

Men gennem samtlige 90 minutter kom der uhyggelige glimt på nethinden fra kampen mod Spanien, hvor Pierre-Emile Højbjeg og Joachim Andersen kortsluttede med karantænegivende kort til følge. De to var så savnet i slåskampen.

Det gør I to bare aldrig igen...

Final 8, kvartfinale, kald det hvad I vil - Danmark er med i det fineste selskab ved Nations League, og allerede 22. november trækkes der lod om holdets næste modstander.

Vi kan ikke vente på, at det bliver marts, for det er noget sjovere at spille om en plads i en semifinale end en forkølet første runde af VM-kvalifikationen.

Apropos den så trækkes der lod til grupperne 13. december, men Danmark kan først endelig placeres, når Danmark kender sin endelige Nations League-placering.