Brøndby, ikke? 

De tabte 0-3 til et islandsk hold og var helt til grin. Men ved du hvad? Det blev endnu værre, da de så fik en mand udvist i returopgøret. Haha, helt væk, ikke? 

Men så skete der noget. Noget helt vildt. ET HISTORISK COMEBACK. 

Brøndby og Frederik Birk lukkede nemlig - én mand i undertal - munden på alt og alle i et opgør, der havde det HELE.  Her er B.T.s dom fra Brøndbys dramatiske bedrift i 4-0-sejren (samlet 4-3) over Vikingur Reykjavik: 

Vallys, Bundgaard. Ja, jeg ved det godt. Det kunne være dem. Det skulle være dem. De ejede banen med to mål hver. Vi kommer bare ikke udenom ham her. 

Ding dong dynamo-fis da for et tysk kraftværk, Brøndby har fået sig! Hold da helt op. 

Ene mand bankede han elpriserne i bund på Vestegnen fra 19.30 til lidt i ti lokal tid med sin ukuelig fight, vanvittige tempo og to oplæg til Vallys. 

Fra nu af måler vi i energi i Mats. 

Håbløst. Utilgiveligt. Mareridt. 

Brøndby-talentet tabte hovedet fuldstændig med sit røde kort efter 18 minutter, da han stemplede Vikingur-spilleren i skridtet. Det var intet at rafle om. Farvel og tak. 

Det ændrede kampen fuldstændig og skabte panik, kaos og frustration blandt både spillere og fans. Siden det store skifte til Brighton kollapsede tidligere i år, har unge Bischoff kæmpet med sit spil. 

Og den her hjælper ikke på personlige nedtur. Han kan glæde sig over, at holdkammeraterne reddede hans bagdel. 

Den her kamp glemmer vi aldrig. Hvilket øjeblik for Brøndby! Hvilket øjeblik for projektet under Frederik Birk. 

På én uge har han vendt det hele på hovedet. Fra tv-koks og fyringssnak til champagnebold og chok-comeback. 

Kvalifikationskampen i Conference League mellem Brøndby IF og Vikingur Reykjavik på Brøndby Stadion torsdag den 14. august 2025.
Kvalifikationskampen i Conference League mellem Brøndby IF og Vikingur Reykjavik på Brøndby Stadion torsdag den 14. august 2025. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Uanset hvad der sker herfra, vil vi tænke tilbage på den her aften som dét øjeblik, der startede det hele for Birks Brøndby.

Det kan blive et skelsættende moment - og det er op til Brøndby at forvalte det på bedst mulige vis. 

At vende 0-3 til 4-3 én mand i undertal... Det er uhørt og kan skabe et helt vanvittigt boost for klubben og for Birk.  

Det faglige niveau var altså tårnhøjt. 

Mod Vejle havde de mest inkarnerede fans på Sydsiden boykottet stemningen i protest over de seneste års udvikling i klubben. 

Og her til aften viste de og spillerne, hvilket fort Brøndby Stadion kan være. Også selvom der ikke var fuldt hus. 

Kvalifikationskampen i Conference League mellem Brøndby IF og Vikingur Reykjavik på Brøndby Stadion torsdag den 14. august 2025.
Kvalifikationskampen i Conference League mellem Brøndby IF og Vikingur Reykjavik på Brøndby Stadion torsdag den 14. august 2025. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jovist, det balancerede på en knivsæg efter det røde kort til Bischoff. Frustration, vrede og dårlig stemning. 

Men lige så dynamisk som fodboldkampen vendte både spillere og fans det hele til deres fordel. 

Jublen ved 4-0-målet må kunne måles på Richterskalaen. 

Ja, det havde de næppe regnet med, men nu står de her altså.

Brøndby er klar til playoff i Conference League-kvalifikationen. To kampe adskiller dem nu fra gruppespillet. 

Herfra bliver det straks værre. 

For storsatsende Strasbourg, der blandt andet lige har købt Lucas Høgsberg i FC Nordsjælland, venter på den som næste modstander. 

En svær, svær opgave. Men altså: 

Brøndby, ikke?