Brian Riemers plan var ikke nok til at slå de spanske europamestre, der kan rejse sydpå med en 2-1 sejr i sækken. Det danske spil var til tider bekymrende, men forestillingen blev heldigvis en smule bedre til sidst.

Her får du B.T.s dom fra nederlaget mod Spanien.

Du kan se B.T.s karakterer til de danske spillere lige her.

Indtil kampen mod Spanien havde Brian Riemers start som landstræner været støvsuget for overraskelser, men alligevel Riemede det på noget uventet, da landsholdet brød med trebackkæden og stillede op i en 4-3-3.

Christian Nørgaard blev den heldige vinder i Kong Brians nye kabale, men formationsskiftet gav langtfra Danmark en drømmestart mod madridisterne og malagastodonterne fra den Iberiske Halvø.

Danmark- og Riemers opgave mod de europæiske mestre fra Spanien var enorm, og derfor er det MEGET tidligt at drage store konklusioner om den nye landstræner. Svarene manglede han mod Spanien, og han må have fået sig et chok efter første halvleg.

Men Riemer fik sat et aftryk, og der blev åbenlyst justeret med nogle taktiske greb, som Jannik Vestergaards mandsopdækning på modstanderes banehalvdel, når Danmark var uden bolden. Den del var ingen succes, for Vestergaards var én omvandrende fejl og hans kamp en fiasko.

Jannik Vestergaard havde langtfra sin bedste landskamp.
Jannik Vestergaard havde langtfra sin bedste landskamp. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Den spanske spidsangriber Ayoze Pérez leverede det nok mest absurde målforsøg, Parken har set i 2024. Et dansk boldtab blev lynhurtigt forvandlet til en spansk omstilling,  hvor Jannik Vestergaard var tung som en slagbænk.

Pérez stod pludselig komplet fri foran mål, men den overdrevne selvtillid fra aftenens tidligere scoring fik ham til at levere en fæl, fæl kikser.

Chipforsøget var til grin - for ja publikum brød ud i latter - da Pérez hældte bolden direkte ud til målspark.

Kom igen.

Ayoze Pérez' (tv.) målforsøg var på grænsen til det groteske.
Ayoze Pérez' (tv.) målforsøg var på grænsen til det groteske. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Som forventet - fristes man næsten til at sige - blev det ikke til en sejr mod Danmarks onde ånd, men det er faktisk næsten ligegyldigt.

For mandag venter der en vaskeægte gruppefinale og et gigantisk brag mod Serbien, som Brian Riemers tropper skal krydse klinger med for at gå videre til knald-eller-fald-kampene i Nations League.

Der SKAL point på kontoen, men Danmark kan heldigvis nøjes med en uafgjort.

Uanset hvad bliver det første gang, Brian Riemer kommer under et massivt pres som landstræner.

Andre læser også