Rasmus Højlund var vraget til sæsonåbneren mod Arsenal.
Om det var derfor, Manchester United gik målløse fra 0-1-nederlaget, er uvist.
Sikkert er det dog, at én ting skal ske. Og det skal ske nu.
Her er B.T.s dom fra Manchester United-Arsenal:
Det var svært for Dorgu at undgå at blive nævnt på denne position. Helt umuligt faktisk.
Rasmus Højlund og Chido Obi var ikke med for United, mens Christian Nørgaard heller ikke var i Arsenals trup.
Derfor var Dorgu eneste danske repræsentant på banen. Og det gjorde han altså ganske fint især i første halvleg, hvor kun stolpen forhindrede ham en scoring.
Han har et herligt venstreben, og hvis man skal være optimistisk for en danskers fremtid i United, så skal det være Dorgus.
Højlund, Højlund, Højlund.
Vraget, frosset ud, farvel og tak. Der er vist ingen tvivl om, hvad United gerne ser sker. Og det er, at den danske angriber forlader Manchester på næstkommende fly.
Modtagelsen af storindkøbet Benjamin Sesko viste alt, hvad Højlund har brug for at vide. Kærligheden er kastet på en anden.
Danskerne var vraget til opgøret mod Arsenal. Ja, han var ikke engang i truppen, en brutal skæbne for den danske landsholdsstjerne.
Men skriften på væggen har været tydelige længe. Karrieren skal genstartes i nye omgivelser, og det næste træk kommer til at blive skelsættende for danskeren.
Det ville være at spille hasard med karrieren, hvis han vælger at blive i United. De har vist dig kortene, Højlund.
Videre!
Uniteds dødsboldskvaler lader til at fortsætte ind i den nye sæson. André Onana var ellers vraget fra sin vante post som førstemålmand.
Men æh... Ja, lad os da bare konstatere, at målmandsdrop åbenbart smitter i United.
For Altay Bayindir, der havde fået chancen i stedet, lignede mest af alt en tyrkisk Gummi Tarzan, da han blev puffet omkuld af en trækvind på hjørnesparket, der resulterede i Arsenals ene mål.
Med danske briller kommer de næste timer, dage, uger til at handle om Højlunds fremtid. En beslutning, som landstræner Brian Riemer helt sikkert også følger med i.
Danmark har brug for, at Højlund spiller fast i en klub med fuld tillid. Et sceneskift kan måske ikke være det, han forventede, da han opfyldte sin barndomsdrøm om at spille for favoritklubben.
Men hvor mange gange har man ikke set spillere genfinde sig selv og endda blive endnu bedre i andre rammer?
Uret tikker.
