Efter mange ugers mystik og total stilhed har Christian Eriksens agent til B.T. endelig brudt tavsheden om danskerens fodboldfremtid.
Og nok så vigtigt om de verserende bekymringer for Eriksens status før de kommende landskampe.
Eriksens hollandske agent, Martin Schoots, forsikrer, at formen er, hvor den skal være, men danskerens situation bekymrer fortsat B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge.
»Det er tydeligt, at Eriksen-lejren har fornemmet den voksende bekymring omkring situationen – og har haft behov for at sende et signal,« siger Lasse Vøge og tilføjer:
»Og jeg tvivler ikke på, at Christian Eriksen konditionelt nok godt kan stå skarpt til VM-kvalifikationskampene. Men det er stadig enormt bekymrende, hvis Danmarks bedste spiller dukker op til to så vigtige kampe uden at have spillet en kamp eller bare trænet kampsituationer i flere måneder.«
Christian Eriksens seneste fodboldkamp var 10. juni, da Danmark tævede Litauen med 5-0.
Spørgsmålet er, om landstræner Brian Riemer har ham med til de vigtige VM-kvalifikationskampe mod Skotland og Grækenland den 5. og 8. september.
»Det er stadig en kæmpe hovedpine for landstræneren. For er Eriksens erfaring og råtalent nok til, at Riemer kan se bort fra alle de alarmklokker, der bimler og bamler i denne situation,« vurderer Lasse Vøge.
»Det er en historisk kort VM-kvalifikation med kun seks kampe – og der er ikke råd til at træffe forkerte beslutninger,« fortsætter B.T.s sportsredaktør.
Du kan læse hele Martin Schoots svar på Christian Eriksens situation – og klubjagt – HER.
Brian Riemer udtager mandag klokken 16.00 landsholdstruppen til Danmarks VM-kvalifikationskampe mod Skotland og Grækenland.