Når Carsten Werge kører over Storebæltsbroen - hjem til Hvidovre fra sin arbejdsplads, TV 2, i Odense - så har han som regel et stort smil på læberne.

For selv om han har været journalist siden før Berlinmurens fald, har københavneren stadig en nærmest barnlig glæde ved at arbejde med fodbold.

»Jeg er en glad mand. Jeg laver stadig noget, jeg synes er skidesjovt og spændende. Og jeg har nogle fantastiske kollegaer,« fortæller han til B.T. over telefonen på hjemturen til Sjælland.

Og selvom alderen efterhånden siger 66 år, barsler den mangeårige fodboldkommentator - og nuværende fodboldredaktør - ikke med pensionsplaner.

Foto: Christian Liliendahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg vil sige det på den måde, at jeg har en kontrakt med TV 2, hvor vi i ny og næ skal finde ud af, om vi skal fortsætte. Men lige nu har vi ingen planer om at stoppe,«

»Jeg vil gætte på, at jeg om et år begynder at overveje fremtiden. Og TV 2 overvejer vel også, at de vil af med mig, haha.« 

»Som Niels-Christian Holmstrøm sagde ‘kirkegården er det bedste bevis på, at ingen er uundværlige.’ Og det er jo ikke helt skævt,« griner han.

»Men det kan også være noget med at gå ned i tid - jeg kan ikke forestille mig ikke at arbejde lige nu. Det er jo mange år siden, at jeg holdt op med at arbejde for penge. Jeg gør det, fordi jeg langt det meste af tiden går glad hjem fra arbejde.«

Cv'et indeholder arbejdspladser som DR, B.T., TV 3 og nu TV 2. I slutningen af 80erne begyndte han at kommentere fodboldkampe - det er blevet til et utal af Superliga-kampe, landskampe, slutrunde-kampe. Og 23 Champions League-finaler.

Carsten Werge ved VM i Qatar i 2022 - sammen med kollegerne Andreas Kraul, Thomas Kristensen, Per Frimann og Morten Bruun.
Carsten Werge ved VM i Qatar i 2022 - sammen med kollegerne Andreas Kraul, Thomas Kristensen, Per Frimann og Morten Bruun. Foto: Privatfoto: Carsten Werge
Vis mere

Og der er intet, der umiddelbart står i vejen for, at han fortsætter i branchen i adskillige år endnu.

For syv år siden blev Carsten Werge ramt af en livstruende omgang akut betændelse i bugspytkirtlen. Han var indlagt på hospitalet i fire måneder.

Men i dag er helbredet i fin form.

»Jeg har det glimrende. Ingen problemer,« fortæller han.

»Jeg kan da godt mærke, at jeg er blevet 66 år. Når klokken er 10 om aftenen, så er batteriet helt tomt - for jeg vågner efterhånden allerede klokken halv seks om morgenen.« 

»Så det er måske meget godt, at jeg ikke skal kommentere aftenkampe længere, så vil det blive en meget stille anden halvleg, haha.«