I årtier var Carsten Werges stemme lyden af fodbold.
Den københavnske gavflab har kommenteret landskampe, Champions League-finaler, Superliga-brag - og samtidig stået i spidsen for nogle af de mest populære fodboldprogrammer.
Det var et liv, hvor passet konstant lå i baglommen, og brobizz'en kom på overarbejde.
»Det var det totale rejseliv. Mens vi to snakker, kører jeg faktisk over Storebæltsbroen - og den har jeg godt nok krydset mange gange i mit arbejdsliv,« fortæller Carsten Werge, mens han er på vej hjem til Hvidovre efter en arbejdsdag i Odense, hvor han siden 2021 har arbejdet som fodboldredaktør.
Han tænker tilbage på sine mange år som fodboldkommentator på stadioner i alle Europas afkroge.
»Jeg fik virkelig set alle lufthavne, og jeg har virkelig stået i check in-køer alle steder. Og det hang mig ud af halsen til sidst,«
»Så på den måde var det ret nemt at tage skridtet, for jeg vidste, at DET ville jeg ikke savne. Men jeg kan godt savne at sidde og kommentere kampene, men jeg synes ikke, at jeg har noget til gode. Jeg har oplevet det.«
Og livet på landevejen rimede ofte ikke på tilværelsen som familiefar.
»Men når man er hvirvlet ind i det arbejdsliv, som jeg har haft - så bliver man også ekstremt egoistisk. Man bliver nødt til at have en meget, meget tolerant kone, hvis man da overhovedet kan finde ud af at blive ved med at have en kone.«
»Og man er nødt til at have nogle børn, der er opdraget til, at meget af hverdagen er indrettet omkring deres fars arbejde. Det er indiskutabelt egoistisk.«
Da Carsten Werge og hans kone fik en datter for 22 år siden, blev de enige om, at hustruen skulle stoppe med at arbejde.
» For ellers ville vi ikke kunne holde sammen. Vores familieliv ville slet ikke kunne hænge sammen, hvis hun også havde et fuldtidsarbejde. Aldrig nogensinde.«
»Så der prioriterede vi. Vi var selvfølgelig også privilegerede, for jeg fik en god løn, der gav os mulighed for det.«
I årevis levede den nu 66-årige journalist et liv, hvor han i travle fodboldperioder, konstant røg ind og ud af hoveddøren i hjemmet i Hvidovre. Og det lå ikke nødvendigvis i kortene, at han skulle lave noget andet.
»Men så kom coronaen, og så opdagede jeg, at livet også kunne leves på en anden måde. Det var lidt en øjenåbner - det var med til at skubbe til min beslutning,« fortæller Carsten Werge.
»‘Hva’ fanden, det er også hyggeligt gå en tur med konen. Eller med hunden’.«
