En chokerende sag har ramt en dansk fodboldklub.
I april fattede den unavngivne klub, der ligger i Roskilde, således mistanke om, at en af klubbens ansatte havde filmet unge spillere i omklædningsrummet i klubben.
Og onsdag meddeler Midt- og Vestsjællands Politi så, at personen er sigtet for blufærdighedskrænkelse.
Personen blev i april anholdt af politiet, der sikrede sig den ansattes telefon samme aften, som anmeldelsen blev modtaget, og her erkendte han at have filmet i omklædningsrummet.
Efterfølgende har politiet haft gang i en omfattende efterforskning, hvor det blandt andet også er kommet frem, at den ansatte kan mistænkes for - i ét tilfælde - at have berørt en ung mand i skridtet.
Det forhold er han også sigtet for.
Som del af efterforskningen har politiet identificeret de 42 unge, som er forurettede i sagen. Deres forældre er orienteret, skriver Midt og Veststjællands Politi.
»Vi er i tæt dialog med fodboldklubben og de involverede i sagen. Af hensyn til de unge ønsker vi ikke at uddybe nærmere omkring de forurettede,« siger Kim Lech, politikommissær hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet oplyser, at efterforskningen af sagen fortsætter.
Af pressemeddelelsen fremgår det ligeledes, at personen er stoppet i klubben. Han blev løsladt efter afhøringen i april.