Forbindelsen mellem utryghed, splittede familier og krig i Ukraine og en lille fodboldskole i Odense-forstaden Korup er måske ikke den nemmeste at spotte.
Alligevel er det netop sådan en forbindelse, som fodboldskoleleder Dennis Andersen fra Odense har lavet mellem dette års fodboldskole i Korup IF og altså krigen i Ukraine.
Han har nemlig startet et initiativ, der sikrer en donation til Red Barnet, for hver fodboldskoleelev, der bliver tilmeldt dette års fodboldskole i Korup IF.
Simpelthen fordi han følte, at han måtte gøre et eller andet.
»Jeg har arbejdet med børn et stykke tid nu i forbindelse med fodboldskolen, og for mig er der bare ikke noget federe end at se børn slutte deres dag af med et kæmpe smil. Og jeg kunne bare mærke, at jeg er blevet enormt mærket af krigen i Ukraine,« fortæller Dennis Andersen til B.T. og tilføjer:
»Når man læser om, at fædre ikke må rejse ud af landet med deres familier, og man hører om børnefamilier, der står overfor en usikker fremtid, så rammer det dybt.«
Tankerne om, hvordan han kunne bidrage, begyndte derfor at rulle. Og så kom han til at tænke på fodboldskolen.
»Jeg begyndte at overveje, om jeg på nogen måde kunne overføre den glæde, jeg hvert år mærker fra børnene på fodboldskolen, til de børn, der lige nu ikke har de samme muligheder,« siger han.
Dennis Andersen fik derfor en idé om at donere 50 kroner af tilmeldingsgebyret fra årets fodboldskole til Red Barnet. Og den idé var bestyrelsen i Korup IF helt med på.
»Det var vigtig for alle i bestyrelsen at vise, at selvom vi er en lille klub, der konkurrerer lidt med andre lokale klubber for overhovedet at få spillere nok, så kan vi stadig gøre store ting,« siger Dennis Andersen.
Ud over 50 kroner fra klubben, har Korup IF indgået en aftale med de to virksomheder Holm Begravelser og Tømrerfirmaet B&H, der også hver donerer 50 kroner pr. deltager, der bliver tilmeldt fodboldskolen inden 15. april.
»Jeg har også tråd ude ved flere virksomheder, der kunne være interesserede i at være med. Men som det ser ud lige nu, ryger der 150 kroner til Red Barnet for hver tilmelding frem til 15. april,« forklarer Dennis Andersen.
Indtil videre er 17 børn tilmeldt dette års fodboldskole, men Dennis Andersen håber, at tilmeldingerne nu for alvor vil begynde at rulle ind.
»Jeg er virkelig spændt på at se, hvor mange penge vi ender med at kunne sende til Red Barnet,« siger Dennis Andersen.
Selvom DBU står for landets fodboldskoler, så er initiativet til indsamlingen opstået udelukkende i Korup IF. DBU har altså ikke noget at gøre med pengene, men hylder initiativet, fortæller fodboldskolelederen.