Den kommende FCK-stjerne Youssoufa Moukoko har en bizar historie hængende over hovedet, efter en falsk far blev fanget på skjult kamera og fortalte, at det tyske wunderkind faktisk var fire år ældre. Dortmund benægter det pure - selv har han været tavs.
I december blev der skudt med skarpt mod den kommende FCK-spiller Youssoufa Moukoko, der tidligere har været betragtet som en af klodens største fodboldtalenter.
En omfangsrig dokumentar på den tyske tv-kanal ProSieben, der er den næststørste privatejede tv-kanal i landet efter RTL, såede kraftig tvivl om, hvorvidt den Dortmund-ejede angriber virkelig kun var 20 år. Mediet indikerede, at han skulle være 24 år.
Dokumentaren 'Snyd, humbug, bedrag - millionforretningen med fodboldtalenter' har ikke vist et fældende bevis, og storklubben Dortmund afviste på klareste vis, at der skulle være noget fusk - tværtimod henholdt de sig til officielle dokumenter udstedt af tyske myndigheder. Hovedpersonen har endnu ikke udtalt sig.
Joseph Moukoko, der tidligere har optrådt som fodboldtalentets far, påstod i dokumentaren, at der blev snydt med papirerne i Cameroun, da han blev fanget på skjult kamera.
»Jeg skaffede ham en falsk fødselsattest i Yaoundé (Camerouns hovedstad, red.). Så tog jeg til ambassaden og fik fat i et pas til ham, og så tog jeg ham med til Tyskland som min søn,« hævdede han.
»Han blev faktisk født 19. juli 2000. Vi gjorde ham fire år yngre. Nu blev han født den 20. november 2004,« sagde Joseph Moukoko i ProSieben-dokumentaren.
Ifølge ham fik han og konen også penge af Dortmund og deres sponsor Evonik, men det har ikke været muligt at få bekræftet, skriver den internationale tyske tv-station DW.
Youssoufa Moukoko har scoret mål på samlebånd som ungdomsspiller - faktisk i så voldsom en grad, at Lionel Messi i 2019 anerkendte ham ved at sende en persoling gave i form af en foto-kollage.
»Oh my God! Fik den her gave af mit idol. Mange tak, Lionel Messi,« skrev han i forbindelse med 15 års-fødsesldagen ifølge ESPN.
Han blev derefter den yngste debutant og målscorer i Bundesligaen. Derudover blev han i 2022 den yngste spiller i knap 70 år til at repræsentere det tyske A-landshold.
Derefter gik det dog den forkerte vej for angriberen, der sidste sæson var udlejet til franske Nice med kun to mål i 11 kampe til følge.
Nu tyder alt på, at han prøver lykken i FC København - ifølge Bold med en stor lønnnedgang, men som en af Superligaens lønkonger.