Christian Eriksen skal ikke være en del af landsholdet, mens han er klubløs, mener B.T.s sportsredaktør
Mandag udtager landstræner Brian Riemer sin trup til de vigtige VM-kvalifikationskampe mod Skotland og Grækenland.
Og hans helt store hovedbrud har været Christian Eriksen.
Siden Eriksens kontrakt med Manchester United udløb i udgangen af juni, har han været klubløs. Og intet tyder på, at han er på nippet til at skrive under med en ny klub.
Det skal have konsekvenser for landsholdsposition, lyder det fra Lasse Vøge, B.T.s sportsredaktør.
»Det ville være useriøst, hvis han er en del af truppen. Det lugter af et serie 4-hold, der mangler en spiller, og så ringer de til Torben, der ikke har spillet i tre år,« siger han.
Han anerkender Riemers svære situation, der kun kan gøre ham til skurk - men valget burde være soleklart.
»Landsholdet er noget, man skal gøre sig fortjent til, selvom man har landskampsrekord. Det er uden tvivl et stort dilemma for Brian Riemer, og det er den største beslutning, han skal træffe i sin tid som landstræner.«
»Han vil blive upopulær lige meget, hvad han gør, men jeg synes, at nu er vi der, hvor grænsen er passeret,« slår Vøge fast.