Esbjerg-træneren forventer en svær kamp i Borås torsdag. Men Esbjerg har præsteret bedre i Europa end i Superligaen i denne sæson, mener træneren.

Niels Frederiksen og hans Esbjerg-mandskab brugte onsdag aften på at teste kunstgræsbanen på Borås Arena forud for Europa League- opgøret mod Elfsborg torsdag. Banen er en ukendt faktor for Esbjerg, og det er blandt andet dét, som gør, at træner Niels Frederiksen mener, at Elfsborg er favoritter.

- Underlaget vil utvivlsomt være en fordel for dem, fordi de er vant til det, og fordi vi ikke er vant til at spille på sådan et underlag, siger Niels Frederiksen.

- Jeg betragter stadig Elfsborg som favoritter, når de spiller hjemme og så mere lige i Esbjerg med et lille plus til os. Man skal ikke undervurdere dem, fordi de er et svensk hold. De blev trods alt mestre sidste år, de er vant til at spille i Europa, og de har mere rutine i truppen, end vi har, siger Esbjerg-træneren.

- Elfsborg er et godt fodboldhold. De er dygtige med bolden, og når de spiller på kunstbanen hjemme, minder de meget om FCN. De vil faktisk gerne have bolden i stedet for at satse på dueller og fysisk spil. De vil gerne spille fodbold, bygge det op nedefra, og så har de Anders Svensson, som er et omdrejningspunkt for dem. Men det, der adskiller dem fra de andre hold, vi har mødt i EL, er, at de ikke har de dér exceptionelle spillere, som kan afgøre kampene på egen hånd, siger Frederiksen.

Det svenske mandskab er på sidstepladsen og har stadig sin første sejr til gode i Europa Leagues Gruppe C, hvor Esbjerg med en sejr og et nederlag er nummer to. Og Niels Frederiksen kan hænge sit håb på, at Esbjerg har leveret flot i Europa i denne sæson.

- Der, hvor vi har lavet vores toppræstationer, har været i Europa. Der har været fine ting i Superligaen, vi er eksempelvis det mest scorende hold og har vundet relativt store sejre, men pointmæssigt har det været lidt mere svingende i Superligaen end i Europa, siger han og fortsætter:

- Som gruppen ser ud, ser det ud til, at Salzburg kan køre igennem puljen og vinde den, det er det mest realistiske lige nu. Og så står det mellem os, Elfsborg og Standard Liege om, hvordan vi får fordelt de resterende pladser. Det er ikke afgørende, at vi vinder torsdag, men vi vil skabe unødig pres på os selv, hvis vi taber, siger træneren.

Esbjerg-holdet kan torsdag aften rejse sig efter nederlaget til FC Vestsjælland søndag i Superligaen. En kamp, hvor Niels Frederiksen bagefter med hårde vendinger kritiserede sit mandskab for at have været uengagerede og arrogante på banen. Men det havde anfører Hans Henrik Andreasen ikke lyst til at tale om onsdag aften i Borås.

- Jeg har ikke lyst til at snakke om den kamp. Jeg vil helst snakke om Elfsborg. Det har ikke været så anderledes end normalt, men for os er det fint, at vi kommer til at spille denne kamp mod Elfsborg for at komme videre, siger anføreren.

I forhold til kampen mod FC Vestsjælland forventes det, at Niels Frederiksen foretager mindst tre ændringer i startopstillingen. Mick van Buren forventes at glide ind i angrebet i stedet for Pape Diouf, Magnus Lekven er klar igen på den centrale midtbane, og Emil Lyng forventes også klar til kampen torsdag.

Elfsborg har haft en svær tid i Allsvenskan og fyrede træneren i slutningen af sidste måned. Nu er den tidligere svenske landsholdsspiller Klas Ingesson trådt til, og siden er det gået ganske fint for holdet, der har skiftet spillesystem til 4-1-4-1.

- Mod Esbjerg skal vi forsøge at spille, som vi har gjort hidtil. Jeg ved, at det kommer til at blive en hård kamp, men det er ikke kun dem, der er gode. Vi har også et stærkt hold og frem for alt spiller vi hjemme, så Esbjerg skal være vældig gode, hvis de skal slå os, siger Ingesson.