Hans Henrik Andreasen håber, at sejren over Elfsborg vil betyde fornyet selvtillid i Superligaen.
 
Han spillede en pragtkamp på den centrale midtbane, hvor han kæmpede og fordelte boldene med stor ro og sikkerhed. Og nå ja, så scorede Hans Henrik Andreasen da også lige to mål i 2-1-sejren over Elfsborg

Det er nu ikke, fordi han smilede over det efter kampen på Borås Arena.

- Jeg vil ikke fremhæve mine mål andet end at sige, at det var fint. Jeg står på det rette sted begge gange, men sejren var en arbejdssejr. Det var stenhårdt arbejde af alle, vi viser en helt fantastisk indstilling, og vi viser den attitude, der skal til, sagde Andreasen efter kampen.

Sejren over Elfsborg giver Esbjerg en fantastisk mulighed for videre avancement fra gruppespillet. Nu har Esbjerg 6 point på andenpladsen i gruppen, hvor der er hele fem point ned til Standard Liege på tredjepladsen.

- Det er klart, at vi står med gode kort på hånden for at gå videre. Nu har vi Elfsborg hjemme, og det bliver en vigtig kamp i den henseende. Og det bliver en kamp mere på vores præmisser, for vi slipper heldigvis for kunststof-banen, for det var tydeligt, at de var mere vant til at spille på den end os, sagde den dobbelte målscorer.

Han kunne dog ikke smile helt, veteranen. For det går stadig skidt i Superligaen, hvor to nederlag i træk har trukket holdet ned. Nu håber han, at selvtilliden fra sejren torsdag aften kan trækkes med over i ligaen

- Det er det mentale, der skal med over i Superligaen. Den attitude, vi viser, skal også med over i ligaen. Vi skal altså nu til at vinde igen i ligaen, sagde han og fortsatte: 

- Jeg må indrømme, at selv om vi står her efter en sejr, og jeg har scoret to mål, kan jeg først smile og glæde mig, når vi forhåbentlig har vundet over AGF på mandag. Den kamp bliver i øvrigt lige så svær som denne mod Elfsborg, sagde Andreasen, der i øvrigt har karantæne i den kamp.