Esbjerg vandt 2-1 på udebane over Elfsborg i Europa League.
Det var muligheden for at tørre det spildte op. Det var muligheden for at rette op på en skæv oktober, hvor Esbjergs ungdommelige mod og farverige optimisme har forvandlet sig til matte efterårsfarver. En måned, hvor ukrudtet fra alle nederlagene har truet med sprede sig og slå rod i form af dårlig stemning og offentlige bebrejdelser.
Og de gjorde det. Esbjerg-spillerne viste mod og arbejdsvilje med en 2-1-sejr over Elfsborg på to scoringer af Hans Henrik Andreasen. Danskerne skulle kæmpe for livet, men det gjorde de til gengæld også som sande vestjyder i en kamp, hvor sejren blev mere fightet end spillet hjem mod et svagt svensk mandskab.
Esbjerg-spillerne torsdag aften mod Elfsborg alle muligheder for at vende den seneste tids dårlige stime. For hvor kunne være et bedre sted at rejse sig fra skidtet end i en søvnig, vestsvensk provinsby? Hvor ville det være bedre at klippe primadonna-lokkerne af, børste guldstøvet af sig og igen gøre sig fortjent til striberne på den blå-hvide trøje end på et iskoldt, forblæst, rungende tomt stadion i Borås.
Det tanke havde vist også strejfet Esbjerg-spillerne, for i den første halve time af kampen bølgede de danske angreb frem mod svenskerne anført af en topspillende central midtbaneduo, Andreasen og Lekven, og suppleret af de offensive backer Ankersen og Knudsen. Allerede efter syv minutter headede en fri Hans Henrik Andreasen Esbjerg i front efter et indlæg af Jonas Knudsen i venstresiden.
Det mål hældte yderligere brændstof på Esbjerg-tropperne, der stod stramt og snorlige i kæderne, som var tæt forbundne - især sammenhængen mellem forsvaret og midtbanen lukkede fuldstændig af for svenskernes 4-1-4-1-system, som ikke kunne udnytte hullerne imellem danskernes kæder. For der var ingen huller.
Esbjerg-spillerne var aggressive på bolden og i duellerne, og så var de teknisk set svenskerne overlegne. Men overtaget og den megen plads at spille på blev brugt uden omtanke, og især i offensiven var løsningerne ofte forkerte. Det var ærgerligt, for der var ikke meget fodbold i svenskerne, og det virkede derfor også unødvendigt, at Esbjerg mistede sit momentum, og at svenskerne overtog efter en halv times spil.
Rønnow måtte udføre en mirakelredning efter et frispark, mens Lekven reddede et forsøg på målstregen lige inden pausen, mens danskerne satsede på lange bolde og omstillinger, hvor de trods alt var farlige. Men Esbjerg var heldige med stadig at være i front ved pausen.
Men egentlig var det ligegyldigt, hvordan Esbjerg skulle få sejren i hus. Esbjerg kunne nemlig ud over at puste ny luft i den flade selvtillid spille sig ud i et lunere spor mod et historisk avancement fra Europa Leagues gruppespil. Derfor var det de lange knoppers aften. De glidende tacklingers, de brede skuldres. Sejren skulle arbejdes hjem.
Og det blev den. Da Andreasen igen scorede på et hovedstød med 25 minutter igen, virkede sejren i hus. Men et frispark sendt af sted med Zlatan-fart af Jon Jönsson gjorde kampen yderligere spændende med stillingen 2-1 til danskerne. Nu blev arbejdet hårdere, for svenskerne kom blæsende mod slutningen af kampen.
Esbjerg-spillerne kæmpede dog for hver meter, og med en stærk vilje og energisk arbejdsomhed, fik de redet stormen af. Trods den stride modvind klarede Esbjerg skærene takket være en fantastisk Rønnow, der spillede sin bedste kamp for Esbjerg, i målet i slutningen af kampen. Det var, som om den seneste tids modvind, og modvinden i selve kampen i Borås, fik danskerne til at stå mere sammen og kæmpe endnu mere for sejren. Og hvem er en vestjyde da også, hvis han ikke trives og vokser sig stærkere i modvind?
