Brøndbys bødler fra Island blev anført af en tidligere FCK-darling.
Træneren for Vikingur Reykjavik er nemlig Sölvi Ottesen, der spillede for Brøndbys rivaler fra 2010 til 2013 og dermed var med i en af klubbens mest succesfulde Champions League-sæsoner til dato.
Her scorede islændingen blandt andet det afgørende mål i kvalifikationen mod Rosenborg, hvilket sendte FCK ind i turneringen, hvor de først blev stoppet i 1/8-finalen.
Ottesen stak da også torsdag aften til Brøndby efter 3-0-sejren til det islandske hold, da han blev citeret for, at de blågule havde for høje tanker om sig selv samt undervurderede Ottesens tropper i Conference League-kvalifikationen.
Det fremgår af et interview på Fotbolti.
»Vi forventede, at de ville lægge pres på os. Københavnerne tænker stort om sig selv og ville ikke lade os holde på bolden.«
»Jeg gætter på, at der var en del undervurdering fra deres side,« siger Sölvi Ottesen ifølge Bold og tilføjer, at gæsterne nok regnede med, at de kunne køre det islandske hold over.
Det blev ingenlunde tilfældet.
Returopgøret, hvor Brøndby skal hente føringen på tre mål, spilles torsdag aften på Brøndby Stadion.