Der har været rygter om et klubskifte, og nu har FCK givet Rasmus Falk tilladelse til at forlade træningslejren i Østrig.

Midtbanespilleren kan snart være fortid i FCK - i hvert fald har Rasmus Falk forladt træningslejren, oplyser de danske mestre.

»Rasmus Falk er taget hjem fra træningslejren i Østrig for at afsøge muligheden for et klubskifte. F.C. København giver mere information senere hen.«

Den 33-årige fynbo var allerede udeladt af FCKs kamptrup til dagens testkamp.

De mest vedholdende rygter om Falk peger på, at han skal tilbage til oprykkerne fra OB, hvor han huserede indtil sommeren 2016. Det skrev TV 2 Fyn som de første.

Falk har nået 339 kampe for FC København og vundet fem mesterskaber og tre pokaltitler.