Da Anton og Julie stod op søndag morgen, skulle det have været en festdag. I stedet blev fodboldbraget mellem Brøndby og FC København forvandlet til traumatiske timer, der har sat dybe spor hos parret.
»Det var en rigtig hård tur. Det var voldsomt at se, og min mand og jeg har det ikke særlig godt. Vi er stadig meget påvirkede,« siger Julie flere dage efter hændelsen.
Her får du beretningen fra et dedikeret par, der arbejder som frivillige på Brøndby Stadion og var til stede under det blodige opgør mod FC København.
De oplevede spark og knytnæveslag på tætteste hold og har ønsket at være anonyme af frygt for deres egen sikkerhed. Derfor er deres navne også ændret, men B.T. er bekendt med deres rigtige identitet.
Allerede inden opgøret skabte maskerede voldsmænd ravage på græstæppet, men det var først efter opgøret, at Anton og Julie fik brutaliteten at mærke helt tæt på.
Cirka 20 minutter efter slutfløjtet forlader en gruppe politibetjente den ene ende af stadion. I samme øjeblik oplever Julies mand, Anton – hvis hjerte har banket for Brøndby gennem 30 år – at en gruppe på op mod 300 personer pludseligt vender om inde på stadion og ifører sig maskeringer.
»Min mand fortæller, at det virkede, som om de her hooligans stod og ventede på, at politiet skulle gå, fordi de ville storme et hegn for at komme ned til FCK-fansene,« fortæller Julie og fortsætter:
»De her omkring 300 mennesker med masker kommer løbende direkte mod det hegn, hvor der kun står 10 vagter – fem af dem er klejne, små kvinder. Fem er mænd. De fem mænd går forbi damerne for at skabe en kæde foran – for at tage slagene.«
Julie gengiver den rystende seance, som hendes mand oplever på nærmeste hold. Han bliver dermed vidne til et sandt mareridt.
»Han ser en halvstor gut komme løbende, og han laver en form for MMA-hop, hvor han hopper op i luften og kommer med en knytnæve trukket helt oppefra og lige ned i ansigtet på en vagt, der står forrest. Vagten vælter og bliver overfaldet, og de fortsætter med at slå og sparke ham i hovedet.«
Anton reagerer instinktivt. Han står selv lige bag et hegn, tæt på tumulten, og kalder hurtigt på forstærkninger – de frivillige vagter bliver decideret overfaldet.
Derefter ringer han til Julie, som i sit daglige job er sygeplejerske.
»Det er en SOS, jeg har brug for førstehjælp – kom nu. Jeg står under svinget,« lyder meldingen fra Anton.
Da Julie ankommer til gerningsstedet, minder det mere om en krigszone end et fodboldstadion.
Paramedicinere er allerede på vej, men Julie er nødt til at påbegynde behandlingen af de tilskadekomne vagter. På det tidspunkt er den voldelige gruppering forduftet.
Det viser det sig senere, at de voldsparate fans er gået ud af stadion for at storme FCK-fansene fra en anden side. Dette vender artiklen tilbage til.
»Min mand kalder mig hen til den vagt, der fik MMA-slaget. Han er rød og blå i ansigtet, hen over kindbenet og hen over næsen. Han er voldsomt hævet. Så hævet, at jeg ikke kan vurdere, om hans næse er brækket.«
»Han bløder ud af næsen og spytter blod ud gennem munden. Han har flænger i ansigtet, og jeg kan mærke, at han er psykisk påvirket. Han har det rigtig, rigtig skidt, og han har fået rigtig mange slag i ansigtet,« forklarer Julie om de traumatiserende minutter.
»Den næste holder sig til baghovedet og har så meget adrenalin i kroppen, at han udviser aggressiv adfærd, fordi han er så bange. Jeg er ikke bange for, at han gør mig noget, men han er aggressiv, fordi han er psykisk påvirket.«
»Han har et halvstort sår i baghovedet efter et spark, og jeg får ikke lov at nærme mig ham, fordi han fortæller, at han går amok, hvis vi kommer for tæt på.«
Den rystede vagt bliver hevet væk sammen med kollegaer, der kender ham rigtig godt. Imens tilser Julie den tredje ud af fem vagter. De to sidste tager paramedicinerne sig af.
»Ham her har det rigtig skidt psykisk også, han lider af ptsd og bliver trigget af det her overfald. Han er ved at gå lidt i chok, så vi henter noget chokolade og cola til ham oppe i boden. Han har en kraftig blødning fra baghovedet. Hans hånd er helt rød af blod, og han går i panik og ryster. Han er bange, forvirret og forstår ikke, hvad der sker.«
I de følgende minutter tror de rystede frivillige, at tumulten er ovre. Der er taget hånd om de sårede vagter, roen har sænket sig – men kort efter hører Anton igen tumult. Denne gang uden for stadion – cirka 45 minutter efter kampens slutfløjt.
Da han kigger ud, ser han igen en stor gruppering, der – efter at have forsøgt at storme indefra – nu forsøger udvendigt.
»Min mand ser en mor med to børn på cirka 10 år uden for stadion, og de er tydeligt bange for de her mennesker,« siger Julie og fortsætter:
»Han må teknisk set ikke gøre det – det kunne han godt få ballade for – men han hiver moren og de to børn ind på stadion og smækker lågen, så de her børn kommer i sikkerhed.«
»Der var ingen garanti for, at de her bøller ikke ville hoppe på børnene. De ender med at råbe og skrige foran porten, hvor vi står. De kaster med romerlys og andre genstande – deres adfærd er så truende,« siger Julie.
De opkørte hooligans ender med at blive ført væk af et voldsomt politiopbud bestående af mindst syv salatfade – og tilbage står Julie og Anton uden egentlig skader. I hvert fald ikke fysisk.
For psykisk er det en helt anden sag.
»Da jeg gik i seng søndag aften og lukkede mine øjne, kunne jeg se denne her mand, der blødte ud af næsen. Det billede har jeg stadig i hovedet,« siger Julie, der også sætter spørgsmålstegn ved Brøndbys håndtering af deres frivillige.
»Vi fik bare at vide, at vi skulle ringe til akuttelefonen på 1813, da krisehjælp kom på tale. Det synes jeg ikke er i orden. Det gør mig vred,« siger hun – tydeligt berørt – og fortsætter:
»Vi har været på Brøndby Stadion nærmest hver weekend i halvandet år, og så får vi ikke hjælp til at håndtere sådan en dybt chokerende oplevelse, der gør os rigtig utrygge. Vores nærmeste ledere er super gode, men det er simpelthen for dårligt, at vi ikke får nogen krisehjælp.«
Én ting er de mange spor i sjælen, som parret – sammen med mange andre ansatte på Brøndby Stadion – nu bærer rundt på.
Noget helt andet er, hvad man gør herfra. For Anton var en af flere, der modtog trusler. Om de var direkte henvendt til ham, ved han ikke, men budskabet var der ingen tvivl om: ‘Vi slår jer ihjel, hvis I viser jer herude igen.’
»De her bøller har set min mand. Er der nogen, der kan genkende ham, når han kommer næste gang? Risikerer han at få nogen på hovedet, fordi han hjalp de vagter, der blev overfaldet? Det ved vi ikke, og det gør min mand rigtig utryg,« siger Julie.
Torsdag spiller Brøndby mod FC Midtjylland i pokalturneringen. Et opgør, hvor Julie og Anton også er involveret.
»Vi vil ikke på Sydsiden. Vi skal simpelthen ikke ned at stå med de bøller, ikke lige nu. Vi skal have noget luft og komme igennem det her psykisk, før vi skal ned og stå på Sydsiden. Ikke at alle dér har hul i hovedet, men de bøller, der kommer dér, er stort set altid dem, der skaber problemer,« forklarer Julie.
Hun har været frivillig i Brøndby i nogle år, men har selv ikke før oplevet noget så voldsomt som denne søndag.
»Det gør meget ondt i hjertet, at det sker derude. Det er frygteligt, og jeg er ikke 100 procent tryg ved at skulle derud på torsdag,« siger Julie. Inden hun sætter lidt ord på urolighederne inden kampen, hvor fansene fra begge altså stormede banen for at opsøge slåskampen midt på græstæppet på Brøndby Stadion.
»De løb ned forbi børnetribunen. Der er børn, der blev taget op af deres forældre, som er flygtet i frygt for børnenes liv. Det er sygt i hovedet, og det har intet med fodbold, det har intet med fans at gøre. Vi tager meget stor afstand fra det. Jeg tror ikke, det er nogen, der er Brøndby-fans i hjertet.«
Den erfarne frivillig stiller også store spørgsmål ved hele Brøndby IF’s håndtering af sagen.
»Jeg håber, Brøndby får styr på sikkerheden. Der er tydeligvis et sikkerhedsbrud, siden de lykkes med at storme hinanden to gange i forbindelse med samme opgør. Sikkerheden er ikke, som den skal være,« siger Julie og fortsætter:
»Hvorfor stiller man kun med 10 vagter under Sydsiden, når man ved, at det altid er dér, der sker ballade. Hvorfor stiller man så med 5 ud af 10 vagter, der er små, petite kvinder. Det er fuldstændig vanvittigt.«
»De kan ikke gøre en skid, når der kommer to meter høje og to meter brede mænd, der beslutter sig for at slås. Jeg siger ikke, at kvinder ikke kan være vagter, men måske skulle man overveje, hvor man vælger at placere dem.«
Brøndbys sikkerhedschef har – efter et opkald fra Julie – nu inviteret parret til et møde på Brøndby Stadion, hvor de i detaljer kan forklare om de rystende episoder og fremlægge deres kritik for klubben.
B.T. har præsenteret den rystende øjenvidneberetning for Brøndby IF's administrerende direktør, Ole Palmå, der lover handling – nu.
»Et angreb på vores frivillige og ansatte er et angreb på os alle sammen og alt det, Brøndby IF står for. Disse kriminelle ødelægger vores fællesskab og angriber de mennesker, der kæmper for klubben og dens værdier,« siger han og fortsætter:
»Ingen, der arbejder eller gæster Brøndby Stadion, skal udsættes for disse voldsparate kriminelle. Jeg kan kun sige, at alt er i spil. Det her er så komplekst og kræver et tæt samspil med myndighederne, og det vil tage tid. Vi kigger lige nu på alle muligheder i forhold til at sikre, at disse kriminelle ikke får adgang til vores stadion.«
