24 år i FC København - og så ikke mere.

Onsdag meldte FCK ud, at klubmanden Daniel Rommedahls stilling er nedlagt, hvorfor Rommedahl nu er fortid på klubbens ledelsesgange - og det samme er han på flere topposter i europæisk fodbold.

Torsdag reagerer han på det pludselige stop i sin hjerteklub.

»I går var min sidste arbejdsdag i FC København efter knap 24 år i klubbens tjeneste. Det var selvfølgelig en speciel oplevelse at forlade kontorerne og sine kollegaer med kort varsel, men det er nu engang sådan, det er.«

»Afskeden kom ikke som den største overraskelse for mig og for nuværende har jeg ikke yderligere kommentarer,« skriver Rommedahl på X.

B.T. har torsdag morgen været i kontakt med Rommedahl, men han ønsker ikke at udtale sig om afskeden med FCK for nuværende - han bekræfter dog overfor B.T., at han siger farvel til flere store poster i europæisk fodbold.

I sin FCK-tid har Daniel Rommedahl nemlig også bestredet store poster i international fodbold - blandt andet som bestyrelsesmedlem i ECA, som er sammenslutningen af de europæiske topklubber, og en plads i UEFAs Club Competition Committee, hvor han blandt andet har været med til at udvikle de nye formater i europæisk fodbold.

Posterne var personlige, men han bestred dem på klubmandat, og derfor vinker han altså også farvel til dem - og det samme gør FCK.

I FC København vil sportsdirektør Sune-Smith Nielsen ikke kommentere afskeden, der skyldes udviklingen af et nyt sportsligt ledelsesteam omkring klubbens førstehold.

Første justering var afskeden med Daniel Rommedahl, og det endelige team forventes at blive præsenteret i løbet af vinteren, oplyste FCK onsdag.

Med afskeden af 45-årige Daniel Rommedahl siger FCK også farvel til sin plads i Divisionsforeningens bestyrelse - og dermed er der netop nu ikke en sjællandsk repræsentant i bestyrelsen.

En suppleant vil i stedet træde ind det næste år - lige nu er suppleanterne Henrik Tønder fra Vejle og Jackie Rasmussen fra Hillerød Fodbold Elite.

Andre læser også