Tirsdag og torsdag har retssagen mellem Peter Graulund og TV3 Sport kørt i Københavns Byret.
Der falder dom i sagen 5. maj, men over de to dage blev der sagt flere bemærkelsesværdige ting i sagen.
Sagen omhandler, at Peter Graulund mener, han blev uberettiget fyret af TV3 Sport, da de mente, han havde udført agentarbejde.
Det afviser Peter Graulund blankt.
Der var smæk på allerede fra starten af tirsdagen og helt frem til, at parterne forlod retten torsdag sidst på eftermiddagen.
Tirsdagens helt store historie fra retten var, da Peter Graulund smed sin tidligere kollega Per Frimann under bussen, da han i retten sagde, at Per Frimann havde udført agentarbejde, mens han arbejdede for TV3 Sport.
Per Frimann reagerede efterfølgende kraftigt på beskyldningen, som han kaldte for 'absurd'.
Torsdag var det tydeligt at mærke, at der var en trykket stemning i salen.
Ikke én gang havde sportschef hos NENT Group, Kim Mikkelsen, på den ene side og Peter Graulund på den anden side nogen som helst form for kontakt.
Kim Mikkelsen fokuserede ofte på sin kollega og sportschef på TV3 Sport, Benjamin Munk Lund, der sad bag pressen. Af og til søgte blikket mod Peter Graulund, men det blev ikke mødt. Graulund kiggede mest ud af vinduet eller ud i luften.
Det blev dog til et håndtryk mellem parterne, da de mødte ind, og da dagen var færdig.
Graulunds advokat oplyste også i retten torsdag, at der stilles krav om erstatning for et beløb på i alt 814.000 kroner eksklusiv moms plus tillæg og renter.
Fodboldspillerne Mikkel Rygaard, Marcus Hannesbo og Magnus Kofod var alle inde at vidne torsdag.
De fortalte, at de havde fået råd fra Peter Graulund, men at han ikke har fungeret som agent for dem, og at han heller ikke har modtaget betaling.
TV3 Sports advokat slog dog fast, at fra deres synspunkt kunne der kun være tale om agentarbejde.
»Peter Graulund rådgiver sin spillere i sin egenskab som registreret agent. Han rådgiver dem i forbindelse med klubskifte eller agentskifte. Det er præcis inden for kerneområdet af, hvad en agent laver,« sagde TV3 Sports advokat.
Ingen af parterne havde lyst til at udtale sig om sagen, før der falder dom 5. maj.
Du kan genopleve dagen i retten i LIVE-bloggen herunder: