Mandag aften gik det igen galt under FIFAs nye påhit.

Beskæmmende 22.137 tilskuere havde fundet vej til gigantiske Mercedes-Benz Stadium i Atlanta, der har plads til 75.000. 

Fremmødet til kampen mellem Chelsea og LAFC er en skamplet på FIFAs nye version af klub-VM, mener flere internationale medier.

»Det er pinligt for FIFA, da Atlanta ikke er et sted, hvor fodbold normalt lider under mangel på opmærksomhed,« skriver The Guardian.

Mediet hentyder til, at Atlanta er et selvudråbt epicenter for fodbold i USA, eksempelvis skal det nye nationale træningscenter bygges på en 200 hektar stor grund nær byen.

»Flere af åbningskampene ved klub-VM havde faktisk rimelige tilskuertal, hvilket dæmpede FIFAs frygt for en potentielt pinlig mangel på interesse for deres nye guldkalv.« 

»Disse bekymringer blev dog til virkelighed da spillerne gik ud en efter en i en bizar sekvens, der førte til næsten stilhed på tribunerne på trods af den falske hype fra stadionspeakerne,« skriver verdens førende fodboldmedie The Athletic.

Også Chelsea-træner Enzo Maresca var forbavset.

»Forholdene var lidt underlige. Stadionet var næsten tomt og ikke fyldt.«

Tidligere på turneringen indtraf endnu en opsigtsvækkende situation, som B.T.s sportsredaktør kaldte ' en joke' – læs mere her.