I Portugal udelukker man ikke, at Victor Froholdt kun er på kort visit - og at et kæmpesalg venter lige om hjørnet.

Den danske teenager Victor Froholdt har taget sin nye klub, FC Porto, med storm.

Den 19-årige midtbanekomet blev i sommer solgt fra FC København til den portugisiske storklub for omkring 150 millioner kroner.

Og spørger man journalist Tiago Barquinha Gonçalves, der følger Porto tæt for blandt andre radiostationen TSF, så har klubben lavet et sandt røverkøb. Selvom der kun er spillet to kampe i den portugisiske liga, er journalisten allerede blæst bagover.

»Froholdt er en meget komplet spiller, der konstant træffer de rigtige beslutninger. Ud over sin åbenlyse smidighed er han faktisk også virkelig stærk i hovedspillet. Og så skiller han sig også ud med sin imponerende motor.«

»Hvis han kan holde det niveau, han har vist i sine første kampe for Porto, så vurderer jeg, at han ret hurtigt står over for et skifte til en top 5-liga. Det kan ske til sommer - men jeg vil heller ikke udelukke, at det kan ske allerede til vinter,« lyder det fra Tiago Barquinha Gonçalves.

Foto: Rita Franca/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Men det kræver selvfølgelig, at han fortsætter med at arbejde lige så hårdt, som han har gjort indtil videre.«

Det er især den modenhed, som 19-årige Froholdt optræder med, der har gjort indtryk i havnebyen.

»Vi ser flere og flere unge spillere dukke op på topholdene, men Froholdt er alligevel en undtagelse, fordi han spiller på en position, hvor der følger et kæmpe ansvar med. At være central midtbanespiller for Porto kræver en dyb forståelse af spillet.

»Som 19-årig spiller han med en uhørt modenhed, og han kan snart ende med at være en af Portos allervigtigste spillere. Han har allerede vundet fansenes hjerter med det gåpåmod og engagement, han har vist fra første sekund.«

Victor Froholdt - der i sin kontrakt har en frikøbsklausul på 650 millioner kroner - og Porto tager søndag imod Casa Pia i den portugisiske liga. 

Og meget skal gå galt, hvis ikke teenageren er en del af den landsholdstrup, som Brian Riemer mandag offentliggør.