Rasmus Højlund er så højt på ønskelisten, at AC Milan har sendt folk til England for at undersøge muligheden for at lave en aftale, fortæller Gazzetta dello Sport.
Den store italienske sportsavis med base i Milano skriver, at AC Milan er meget opsatte på at skaffe en angrebsmakker til Santiago Giménez, og efter et kig på Juventus-frontløber Dušan Vlahovic, så har de nu vendt snuden mod Manchester Uniteds spydspids.
Gazzetta dello Sport fortæller, at repræsentanter fra den engelske og italienske klub skal mødes i England.
»I øjeblikket forsøger de konkret at bestemme deres manøvrerum og muligheden for et skifte,« lyder det.
Højlund har ved alle givne lejligheder udtalt, at han vil blive i Manchester United, men italienerne mener at vide, at han gerne vil til AC Milan.
»Milan presser på for et lån med købsoption, der forventes at have en værdi i omegnen af 30-35 euro millioner (224 til 261 mio. kr., red.),« skriver Gazzetta dello Sport.
Højlund havde en svær Premier League-sæson, men i opstarten hos De Røde Djævle har der været flere opløftende momenter.
Det kan dog blive svært at få samme spilletid i den nye sæson, hvis Manchester United lykkes med at hente RB Leipzig-stjernen Benjamin Šeško, der sidste år scorede 21 gange i 45 kampe.
Premier League-sæsonen skydes i gang i weekenden om en uges tid, mens Serie A venter en uge ekstra.