Hård modtagelse.

Danmarks tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt har designet Brøndbys nye udebanetrøje - og dommen er allerede ude. Og det er IKKE læsning for sarte sjæle.

Udebanetrøjen, der 'udfordrer det traditionelle og hylder fællesskabet' har fået en usædvanlig hård velkomst af Brøndbys fans på de sociale medier - Facebook og X. Kommentarerne vælter ind - og man skal have luppen frem for at finde en positiv anmeldelse. 

Herunder et udsnit af de første reaktioner på Brøndbys X-profil.

  • Grimmeste trøje nogensinde. Hahaha.
  • I kan stadig nå at fortryde. Hold kæft den er skrækkelig.
  • Ej ej ej. Er det en joke?
  • Vi må afskaffe udebane kampe, så vi ikke kommer i spil med den.
  • Jeg griner aldrig af andres mere. Det må være tæt på en af de grimmeste trøjer jeg har set. Kæmpe ommer.
  • Det er desværre den værste trøje i historien. Øv
  • Tror ikke I skal frygte at have for lidt på lager

Foto: Brondby.com
Vis mere

Helle Thorning-Schmidt, der er stor fan af Brøndby, har udtænkt trøjen i samarbejde med den kendte designer Soeren Le Schmidt, der blandt andet designer kjoler til Kongehuset.

»Jeg håber, at den er fed at spille i, og jeg krydser fingre for, og beder til, at fansene vil tage godt imod den, så blå og gul kan fylde endnu mere i gadebilledet og på stadions rundt om i landet,« siger hun til Brøndbys hjemmeside.

Udebanetrøjen får debut i Brøndbys kamp mod AGF i Aarhus den 21. september.