Her er beviset. Dette billede er taget i dag tirsdag og viser Nicklas Bendtner foran Commerzbank-Arena, som er hjemmebane for Eintracht Frankfurt.
Yderst til venstre på billedet ses Nicklas Bendtners agent Tom Brookes, mens personen i midten er en repræsentant fra den tyske Bundesliga-klub.
Nicklas Bendtner tog sammen med sin agent fra København til Frankfurt i aftes for at forhandle med Frankfurts sportsdirektør Bruno Hübner og møde cheftræner Armin Veh og samtidig se på stadion og træningsfaciliteter.
Nicklas Bendtner er fløjet til Frankfurt efter at Malaga har meddelt, at man dropper interessen i den danske angriber. Ifølge BTs oplysninger ligger der et tilbud klar fra Frankfurt, som dog ikke kan matche Bendtners lønkrav. Men Frankfurt har under alle omstændigheder givet Bendtner en frist på 48 timer for at svare på det tilbud, der lyder på ca. 15 mio. kr. i årsløn.
Eintracht Frankfurt har netop offentliggjort en meddelelse på deres website, hvor de bekræfter, at man forhandler med Bendtner, og at sportsdirektør Hübner er i kontakt med manager Arsène Wenger fra Arsenal, der stadig ejer danskeren.