Pierre-Émile Højbjerg havde med sikkerhed drømt om en helt anden start på sæsonen.

For som om det storskuffende nederlag til Rennes ved første spilledag i franske Ligue 1 ikke var nok i sig selv, så er hans klub, Olympique de Marseille, ramt af et gevaldigt stormvejr.

Det omhandler Højbjergs midtbanekollega og klubbens allerstørste stjerne, Adrien Rabiot.

0-1 nederlaget – hvor Marseille i øvrigt spillede i overtal i en time – resulterede i et dramatisk slagsmål i omklædningsrummet, der nu presser de to involverede ud af klubben. Og den ene er altså Adrien Rabiot.

Pierre-Émile Højbjerg og Adrien Rabiot fejrer en scoring i kampen mod Olympique Lyonnais i februar. Det syn kommer vi formentlig ikke til at se igen foreløbigt.
Pierre-Émile Højbjerg og Adrien Rabiot fejrer en scoring i kampen mod Olympique Lyonnais i februar. Det syn kommer vi formentlig ikke til at se igen foreløbigt. Foto: Manon Cruz/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Olympique de Marseille annoncerer, at Adrien Rabiot og Jonathan Rowe er blevet placeret på transferlisten af klubben,« fremgår det i en pressemeddelelse.

»Beslutningen er truffet grundet en uacceptabel opførsel i omklædningsrummet efter kampen mod Stade Rennais FC, i overensstemmelse med den tekniske stab og klubbens interne adfærdskodeks.«

Fredagens nederlag bragte sindene så meget i kog, at Rabiot og Rowe kom voldsomt op at slås i omklædningsrummet.

Ifølge det franske medie L'Équipe – der kalder det for en »utrolig skilsmisse« – var Marseille-målmand Geronimo Rulli rødglødende over for Rowe og sidstnævntes opførsel på banen. Her kom Rabiot ind i billedet for at skille de to ad, inden der blev råbt skældsord gennem rummet, og han slog Rowe.

Øjenvidner beskriver scenen som meget voldsom, hvor også Rowe gik amok.

Og netop det optrin førte altså til, at storsatsende Marseille smider sin største profil på porten. Et helt uhørt scenario.

Rabiots manglende professionalisme og investering på holdet skulle også ligge til grund for den brutale beslutning.

I første omgang var de to spillere udelukket fra mandagens træning. Umiddelbart virkede det midlertidigt, men i stedet har de nu fået vist døren i det sydfranske, hvor Pierre-Émile Højbjerg har bevidnet hele kaosset.