Brøndby står i værste fald til at miste deres europæiske plads, men ekspert peger på, at en engelsk Premier League-klub trækker nitten.
Der er maksimalt kaos før lodtrækningen til de første europæiske kvalifikationsrunder, og et hold er allerede blevet kylet ud.
Den irske fodboldklub Drogheda United FC er således blevet smidt ud Conference League, fordi klubben har samme ejer som danske Silkeborg IF, der til gengæld deltager i turneringen.
Brøndby må nu holde vejret, fordi der også er overlappende ejerforhold, der kan spænde ben for deres Conference League-eventyr.
Den amerikanske investor David Blitzer har både ejerandele i Brøndby og Crystal Palace, der er kvalificeret til Europa League på grund af deres sejr i FA Cuppen.
Men Brøndby kan blive reddet af flere ting:
- Der er også andet problematisk ejerforhold i spil, for den amerikanske forretningsmand John Textor har både ejerandele Crystal Palace og franske Lyon, hvor sidstnævnte indbyrdes er højst rangeret i UEFAs system.
- Brøndby er højere rangeret i UEFAs system end Crystal Palace, da de endte som nummer tre i ligaen, mens englænderne blev nummer 12.
»Det lover ikke godt for Crystal Palace,« skriver ESPNs regelekspert Dale Johnson.
Men spekulationen er ikke forbi, for Brøndby kan potentielt komme i problemer, hvis UEFA vægter Crystal Palaces Europa League-billet højere end danskernes Conference League-billet.
I så fald ville Lyon få plads i Europa League, Crystal Palace ville blive rykket ned til Conference League, og så kunne Brøndby trække Sorteper.
Lige nu ønsker UEFA ikke at udtale sig om de konkrete spørgsmål, men henviser blot til, at der kommer en afklaring i løbet af juni. For Brøndbys vedkommende må det være før lodtrækningen anden runde, dvs. onsdag kl. 8.30.
Indtil da må de holde vejret.