Det var et hug lige i mellemgulvet på FCK-fansene.

Thomas Delaney - københavnernes talisman - tog sig pludselig til låret, satte sig på græsset og måtte siden udskiftes i løbet af første halvleg af torsdagens nedtur i Conference League.

Og efter opgøret opstod der en vis mystik, for på sin vej i omklædningen gik midtbaneprofilen tæt på cheftræner Jacob Neestrups øre og hviskede en eller anden form for besked.

En besked, han ikke ville sige meget om efter kampen.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg mærkede noget, og så må vi se, hvad det er. Jeg ved det ikke endnu,« fortalte Delaney.

Du hviskede lidt til cheftræneren, før du gik. Hvad sagde du?

»Jeg sagde, hvad det var, jeg følte. Der var en grund til, at jeg ikke råbte det højt. Det finder I nok ud af snart, jeg skal også lige selv finde ud af det,« sagde han med et smil.

Lidt mere mystisk blev det, da FCK-stjernen blev spurgt, om han frygter en længerevarende skade.

»Øhm ... Jeg ved det ikke. Men jeg tror det ikke,« sagde Delaney, mens FCK-cheftræner Jacob Neestrup heller ikke kunne gøre pressen meget klogere.

Thomas Delaney havde efter at have været i græsset fået behandling, inden han spillede få minutter for så at blive erstattet af unge Victor Froholdt.

Siden gik midtbanekrigeren glip af det meste af anden halvleg, fordi han fik behandling.

Men han nåede at se FCK kollapse og tabe 1-2 til polske Jagiellonia Bialystok i overtiden.

»Det er vores egen fortjeneste, at det endte sådan. Fortjent kritik. Jeg er fint tilfreds med første halvleg, men det er uacceptabelt at lukke et mål ind på den måde, må vi sige,« lød det fra Delaney, der tilføjede:

»Der var lidt mere uro, end vi gerne ville have, og det gjorde nok, at vi ikke fik det resultat, vi ønskede.«

Om der nu venter en skadespause, må tiden vise.

Næste FC København-kamp er søndag mod Silkeborg, inden Superligaen går på landskampspause.

Andre læser også