Sidste sæson endte de som nummer 13, efter Bo Henriksen kom til i vinteren og reddede klubben fra nedrykning.

Og i denne sæson er succesen kun fortsat.

Mainz 05, med danske Bo Henriksen i spidsen som cheftræner, har opnået en imponerende sjetteplads og skal spille europæisk fodbold næste år i Conference League.

Derfor blev Bo Henriksen hædret stort torsdag.

Han blev ifølge Bild kåret som årets træner i Bundesligaen af den tyske fodboldspillerunion, der består af omkring 1400 nuværende eller tidligere fodboldspillere i toppen af de tyske rækker.

Han vandt afstemningen og dermed æren med 25,7 procent af stemmerne foran stjerner som Vincent Kompany i mægtige Bayern München, der ellers vandt turneringen, på andenpladsen.

Tidligere har toptrænere som Jürgen Klopp, Jupp Heynckes og senest Xabi Alonso vundet trofæet, skriver Bild.

På grund af succesen har den danske træner med fortid i FC Midtjylland, AC Horsens og Brønshøj været kædet sammen med mere velkendte navne end Mainz 05, men selv understregde han for nyligt, at han elsker at være i Mainz:

»Jeg er så stolt af hele klubben. Hele holdet, byen, vores fans. Kulturen her er fantastisk. Sikken klub!«

Bo Henriksen blev også kåret til Årets Træner 2024 af sine danske trænerkolleger for første gang i marts i år.