Idylliske Saalfelden i Østrig er blevet genstand for vaskeægte massehysteri. 

Fordi lige nu er superstjernen Cristiano Ronaldo på træningslejr i byen med sit mandskab, Al-Nassr, fra Saudi-Arabien. 

Og det har skabt et helt skørt rend af fans, der ifølge det lokale medie Kronen Zeitung giver store problemer. 

Det er ifølge mediet nået et punkt, hvor Ronaldo, der ellers har været vant til opmærksomheden i mange år, har fået nok. 

Mediet Kronen Zeitung beskriver, hvordan flere børn angiveligt har banket på Ronaldos værelsesdør for at få en autograf. 
Mediet Kronen Zeitung beskriver, hvordan flere børn angiveligt har banket på Ronaldos værelsesdør for at få en autograf.  Foto: Franz Neumayr/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

For hans tilstedeværelse har fået børnefamilier til at tjekke ind på spillerhotellet med ét for øje: Og det er at få fat i Ronaldos autograf. 

Mediet skriver, at nogle børn endda bankede på Ronaldos værelsesdør, inden han efter noget tid åbnede døren og truede med at ringe til politiet. 

Angiveligt har Ronaldo 16 sikkerhedsvagter med på træningslejren.

Hotelejer Alexander Strobl indrømmer, at der skal gøres noget. 

»Hvis de kommer tilbage næste år, bliver vi nødt til at gøre tingene helt anderledes,« siger han til mediet og fortsætter: 

 »Mange tror, at bare fordi de har tjekket ind her, har de ret til en autograf eller et foto med Cristiano (Ronaldo, red.). Men sådan er det ikke,« siger han. 

Det er dog lykkedes for mange håbefulde fans at få autografer og billeder med Ronaldo, når han har været på vej til og fra træningsbanen tæt på hotellet. 

Den 40-årige portugiser skrev for nylig under på en toårig forlængelse med Al-Nassr og har dermed kontrakt frem til 2027.