Velspillende Kasper Dolberg, varme Jonas Wind, saksesparkende Yussuf Poulsen eller tilbagevendte Rasmus Højlund?
Den midlertidige landstræner Lars Knudsen må have lidt af et angriber-hovedbrud, inden landsholdet lørdag møder Spanien i Murcia.
For stjerneangriberen fra Manchester United er tilbage i landsholdstruppen efter et skadesforløb, men han træder ind i en trup, der leverede strålende uden ham i seneste samlings opgør mod Serbien og Schweiz - og derfor bør Højlund ifølge B.T.s sportschef ikke være selvskrevet til at træde ind blandt de startende 11.
Og det medgiver landstræner Lars Knudsen, at Højlund ikke er, da han møder pressen i det sydspanske, hvor landsholdet i disse dage er samlet.
»Rasmus er en dygtig spiller, og det har han vist for landsholdet før. Jeg er helt sikker på, at han også kan bidrage for os denne gang. Som jeg har sagt tidligere, så har vi mange dygtige spillere, så det er ikke sådan, vi ikke kan spille en kamp, fordi nogen mangler.«
»Vi kan stadig levere gode præstationer, og så er det bare glædeligt, at Rasmus er blevet klar igen og kan bidrage,« siger Lars Knudsen og svarer direkte på spørgsmålet:
»Der er ikke nogen, der er selvskrevet.«
En lignende diskussion har over de seneste år også udspillet sig omkring målmandsposten, hvor Kasper Schmeichel har siddet tungt på pladsen som førstekeeper.
Men efter et skifte til skotsk fodbold og en reserve i form af Mads Hermansen, der sprudler i selveste Premier League, har landstræner Lars Knudsen også fået lidt at gruble over på målmandsposten.
»Mads har gjort det virkelig godt, spillede en flot kamp mod Arsenal og har gjort det generelt godt i England. Det er en kæmpe fornøjelse at se. Vi har generelt konkurrence i truppen, og det er sådan, det skal være. Så tingene er ikke nødvendigvis givet på forhånd,« siger den midlertidige landstræner.
Hvad der desuden bliver særdeles spændende at se ved denne samling er, hvordan Lars Knudsen sætter forsvaret sammen.
For afbuddene er styrtet ned over landsholdslejren, hvor flere stjerner var fraværende i den oprindelige trup, og siden har fem spillere fra den oprindelige trup meldt afbud.
Derfor mangler Knudsen blandt andet faste startere som Andreas Christensen og Joachim Andersen i sit normale tremandsforsvar.
Og som om, det ikke var nok, så blev afløseren for Joachim Andersen, Rasmus Nicolaisen, tirsdag skadet, så han nu er afløst af Sparta Prag-forsvareren Asger Sørensen.
Det er lørdag aften klokken 20.45, at der er kickoff mod europamestrene, og du kan følge det hele på B.T.