Han scorede i det første minut og gav dermed Danmark det bedste udgangspunk for at flå malteserne i stykker og cementerer, at Danmark virkelig vil til VM. Og selv om Leon Andreasen godt kunne ærgre sig over kampen, var han egentlig også ligeglad.
- Vi skal glemme denne kamp. Glem alt om det her, nærmest råbte han ud til pressen.
- Det var en fin start på kampen. Men det, som skete bagefter, var jammerligt, sagde han og fortsatte:
- Vi havde snakket om, at de ville pakke sig ned med 10 mand på egen banehalvdel. Vi spiller ikke hurtigt nok og giver chancer væk, sagde han og gentog, at han var ligeglad med danskernes kvalitet.
- Det var naturligvis ikke godt nok. Men jeg kan kun sige for mit vedkommende, at jeg er pisseligeglad med, hvordan vi vandt. Tre point. Det var det vigtigste, sagde han.
- Det lå aldrig i kortene, at det skulle blive en fantastisk kamp hernede. Det skal bare blive bedre til tirsdag, men som sagt er jeg ligeglad med denne kamp. Nu har vi fået de første tre point ud af 12, og så må vi se, om vi kan slå Armenien på tirsdag og så forhåbentlig få et par finalekampe i Danmark, sagde han.
Simon Kjær, der leverede assistenten til Andreasen, men derefter havde store problemer i opspillet og i sin placering i forsvaret, manede til ro i forhold til VM.
- Alt kan naturligvis ske efter resultaterne i aften. Og det er i princippet den chance, I snakker om, og som vi hele tiden har snakket om, sagde Kjær.
- Men pt., som vi spiller i aften, så skal vi ikke snakke om VM. Vi skal snakke om tirsdag, for der er meget, der bliver afgjort på tirsdag i Armenien. Og der skal andre boller på suppen, hvis vi skal vinde den kamp, sagde Simon Kjær.