De måber i Portugal. Og det er over en dansker.
For stortalentet Victor Froholdt, det netop har skiftet FC København ud med mægtige FC Porto, har nemlig fået en drømmestart i sin nye klub.
I sin første træningskamp blev han vurderet til at være én af banens bedste, og for få dage siden blev han matchvinder i opgøret mod storklubben Atlético Madrid.
Danskerens start har da også fået det fodboldgale land til at tabe kæben. Blandt andre Tiago Santos, der er portugisisk journalist.
»Froholdt har gjort en afgørende forskel her i opstarten. Alle taler om ham her i Portugal. Han var jo ret ukendt for mange af de portugisiske fodboldfans, men hans præstationer har været imponerende,« siger han i et interview med B.T.
Den portugisiske fodboldjournalist kan da heller ikke gå rundt på gaden i Lissabon i disse dage uden konstant at se den 19-årige danskers navn på sportsavisernes forsider.
»Han er helt klart den spiller, der får mest opmærksomhed og ros lige nu. Aviserne har været meget positive omkring ham. Der er simpelthen ingen tvivl om, at han har været den mest hypede spiller her i opstarten,« lyder det videre fra Tiago Santos.
Det er dog ikke kun de portugisiske medier, der er blevet blæst bagover af Victor Froholdts evner på banen.
Porto-fansene har ifølge Tiago Santos allerede taget danskeren til sig som én af deres egne.
»Fansene er meget imponerede. De kan godt lide stærke spillere, der er gode i duellerne og aldrig giver op. Præcis noget af det, som Froholdt kommer med. Fansene er overbeviste om, at han bliver nøglen til succes i den kommende sæson,« afslutter han.
Victor Froholdt og resten af Porto-mandskabet tager mandag hul på sæsonen, når Guimaraes kommer på besøg.