Grækenland er sendt til tælling.
I hvert fald på fodboldfronten.
For det græske landshold fik mandag aften ørene i maskinen, da Danmark kom på besøg i VM-kvalifikationen. Her vandt Brian Riemers tropper nemlig med hele 3-0 i Athen.
Og derfor lægger den græske presse sig da også fladt ned dagen derpå.
Faktisk er flere af de lokale medier nærmest pinligt berørte over det store nederlag på hjemmebane.
»En hård landing for det græske landshold,« skriver Sport24, inden mediet fortsætter:
»Danmark viste sin overlegenhed ved at besejre det græske landshold med 3-0 og dermed tage en klar føring i gruppen.«
Det græske medie Gazetta.gr er lidt mere hårde i tonen, når det skal vurdere hjemmeholdets indsats.
»Utilgivelig og ubarmhjertig lussing,« står der blandt andet på forsiden af mediet.
Danmark vandt mandagens VM-kvalifikationskamp i Athen efter tre scoringer af henholdsvis Mikkel Damsgaard, Andreas Christensen og Rasmus Højlund.
Dermed indtager de danske stjerner gruppens førsteplads med fire point efter to kampe.
Du kan læse B.T.s dom over Danmarks præstation LIGE HER.
Og LIGE HER kan du se B.T.s karakterer til de danske spillere.