Den årlige fodboldturnering Cup No. 1 er vanen tro i fuld gang i Frederikshavn.
Men torsdag udbrød der et masseslagsmål ved den populære turnering, der tidligere gik under navnet Dana Cup.
Det skriver DR.
Det var et frispark, der satte temperamenterne i kog, og udløste en konflikt mellem 20 og 25 spillere og ledere fra et engelsk og et mexicansk hold.
Holdene bestod af drenge i alderen 15 til 16 år.
Michael Kristensen, der er ansvarlig for turneringens dommere, fortæller til DR, at det var en voldsom oplevelse, men at der hurtigt kom styr på slagsmålet.
»Begge hold blev gelejdet væk fra området, så de ikke stødte på hinanden igen,« siger han.
Masseslagsmålet fik dog konsekvenser for de to hold, der begge er blevet taberdømt.
Det overvejes nu, hvorvidt der skal være yderligere konsekvenser for de engelske og mexicanske slagsbrødre.