Han kalder påstanden om voldtægt for ‘FAKE NEWS’ og løber – halvskadet – rundt i Madrid som en fri mand, der ifølge sin advokat ikke skal bekymre sig om noget.

Men Kylian Mbappés fald fra tinderne er uomtvisteligt begyndt – også selv om den meget omtalte voldtægtssag fra et kontroversielt besøg i Stockholm skal vise sig at falde til jorden.

Det slår B.T.s ekspert i fransk fodbold, Frederik Gernigon, fast ovenpå et egentligt mareridtsår for den feterede fodboldstjerne.

»Lad os huske på, at Mbappés skyld langtfra er bevist i denne her sag, men denne her brutale drejning bidrager til fortællingen om en folkehelt, hvis popularitet har været i frit fald det seneste år.«

»Mbappé er ved at gå fra at være det mest elskede sportsikon i Frankrig til at blive anset som en usympatisk og forkælet superstjerne, der er helt afkoblet fra den virkelige verden.«

Vi skruer tiden tilbage til der, hvor det hele begyndte at gå galt.

For lidt over et år siden blev Kylian Mbappé sendt i skammekrogen af Paris Saint-Germain, fordi han nægtede at forlænge sin kontrakt. Siden da har alt omkring ham handlet om alt andet end fodbold.

»Først hans manglende forlængelse. Så hans stjernenykker og rolle som anfører på det franske landshold. Så en batalje om et absurd millionbeløb med Paris Saint-Germain,« forklarer Frederik Gernigon og fortsætter:

Mbappé – maskeret til venstre – forsøgte at gøre alt for ikke at blive genkendt.
Mbappé – maskeret til venstre – forsøgte at gøre alt for ikke at blive genkendt. Foto: Jimmy Wixtröm/TT/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det får ham også til at fremstå grisk og pengefikseret hos en del af franskmændene, når en mand med milliarder på kontoen agerer, som han gør.«

Kylian Mbappé blev som beskrevet sendt ud af Paris-truppen i sommeren 2023, fordi han nægtede at forlænge sin kontrakt. Efterfølgende blev der angiveligt lavet en mundtlig aftale om, at han skulle give afkald på klækkelige bonusser for at få lov at spille igen.

Det er de penge, parterne skændes om lige nu.

Tirsdag var der høring i sagerne, hvor han og Paris SG kæmper om 55 millioner euro, som klubben – ifølge Mbappé – skylder ham.

»Da historien om den potentielle voldtægt i Stockholm kom frem, insinuerede Real Madrid-stjernen, at historien på en måde er plantet af PSG – han undrede sig i hvert fald over, at det kom frem dagen inden, at han og PSG skulle mødes i retten. Derfor er sagen helt vild og omgærdet af en del mystik.«

»Hos Mbappé-klanen er man bevidste om, at der er store kræfter på spil, der har interesse i og forsøger på at ødelægge hans image,« forklarer Frederik Gernigon.

Anklagerne bliver fremført i bedste sendetid – og med hele den franske nation som vidner.

»Tirsdag var hans advokat, Maitre Marie-Alix Canu-Bernard, gæst i tv-avisen klokken 20, hvilket i sig selv er fuldstændig vanvittigt og siger alt om, hvor vilde proportioner sagen har taget,« forklarer Frederik Gernigon og fortsætter:

»Det er altså her, Emmanuel Macron plejer at sidde, når han giver sine helt store og vigtige interviews. Hun fortalte blandt andet, at der intet var at komme efter, og at hun ikke engang ved, om Mbappé er den anklagede part.«

Ifølge Mbappés advokat forholder fodboldspilleren sig rolig trods situationen.
Ifølge Mbappés advokat forholder fodboldspilleren sig rolig trods situationen. Foto: Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Samtidig talte hun ind i historien om, at nogen vil landsholdsanføreren det ondt. Hun er overbevist om, at nogen vidste, at han skulle til Stockholm, at han er blevet skygget og undrer sig over, at Aftonbladet havde informationen og billeder af ham.«

»Nærmest samtidig bliver han så koblet til denne her voldtægtssag. Uanset hvad skal man holde tungen lige i munden – men konspirationsteorierne er mange.«

Med til historien hører, at PSG tidligere har været i fedtefadet for meget lidt flatterende historier. For to år siden afslørede det franske medie Mediapart, at klubben havde betalt et eksternt bureau for at tilsvine kritikere af klubben på sociale medier - men også Mbappé, der dengang ville væk fra klubben.

Balladen omkring Real Madrids nummer ni kommer på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde før er brug for Kylian Mbappés samlende evner som fransk landsholdsanfører.

»Han skal samle det franske folk, statuere et eksempel og være et forbillede. Han er bare alt det modsatte, når han tager i byen i Stockholm på en aften, hvor det franske landshold spiller en vigtig kamp. Et landshold, han i øvrigt meldte afbud til grundet en skade, selvom han spillede med Real Madrid få dage forinden.«

Alt i alt føjer det nye lag til et massivt hysteri i Frankrig.

»Jeg kan ikke mindes magen til hysteri omkring nogen fransk fodboldspiller. Uanset om han bliver sigtet og potentielt kendt skyldig, er skaden sket. Folk kommer til at koble Mbappé sammen med denne her sag,« siger Frederik Gernigon.

»Det er et decideret mareridtsår, han er inde i. Fodboldkarrieren er nærmest kommet i baggrunden, det spiller ikke for ham på banen, og hans skæbne har taget en helt uforudsigelig drejning.«

»For en måneds tid siden sagde han til pressen, at han var ligeglad med, hvad man tænker om ham. Den sætning fortalte alt. Han er gået fra at være elsket af det franske folk til at virke som en mand, der gør hvad der passer ham – og så kan resten være ligegyldigt.«

Omny Studio Clip

Ugens Rapport: Er du ude på at forføre os, Lars K.?