En bombe har tilsyneladende ramt Superligaen. 

Tipsbladet skriver nemlig, at Thomas Thomasberg er fyret som cheftræner i FC Midtjylland. 

Afløseren?

Mike Tullberg, der kommer til fra Dortmund, hvor han har haft stor succes som henholdsvis ungdomstræner og træner for andetholdet. 

Tidligere fredag kom det frem, at Tullberg var fortid i Dortmund, fordi en klub, der skulle spille europæisk, havde købt ham fri. 

Prisen skulle angiveligt være på omkring en million euro - cirka 7,5 millioner kroner - for at købe ham fri, skriver Sky-journalisten Patrick Berger. 

En ret væsentlig sum for at købe en træner fri, der har begrænset erfaring som seniortræner. 

Nyheden kommer blot dagen efter, at Midtjylland i sikker stil kvalificerede sig til Europa League. 

Efterårssæsonen har dog været præget af svingende spil i Superligaen. 

Og nu lader det til, at midtjyderne har taget konsekvensen og satset stort på et nyt skifte.