Det har været sommerens helt store transfersaga – men nu skulle en afslutning være nær.
For den strejkende svenske stjerneangriber Alexander Isak ser ud til at få sin vilje.
Ifølge flere medier som The Athletic, Sky Sports og Daily Mail er hans skifte fra Newcastle til Liverpool natten til mandag faldet på plads.
Også transferguruen Fabrizio Romano skriver det samme på X.
Alle steder lyder det, at der vil være tale om en rekordtransfer for Premier League: 125-130 millioner pund (1,08-1,12 milliarder kroner).
Og Alexander Isak skulle snarest være på vej mod det obligatoriske lægetjek, og det sker altså i god tid, inden transfervinduet lukker mandag aften.
Svenskeren har som nævnt være omdrejningspunkt for en tvist mellem ham og Newcastle, der har betydet, at han ikke er kommet på banen for klubben i denne sæson.
Han har insisteret på at komme væk (og til Liverpool), mens man hos klubledelsen har sagt nej igen og igen.
Daily Mail skriver, at de saudiarabiske ejere nu har nikket godkendende til handlen, efter at »samtalerne accelererede søndag aften«.
Alexander Isak kommer ifølge de mange medier derfor snarligt til at skrive under på en seksårig kontrakt med den forsvarende mester Liverpool.