400 børn fik sig en gevaldig overraskelse denne sommer.

For mens børnene på Hørsholm-Usserød Idrætsklub omkring Rungsted var godt i gang med de afsluttende timer af deres sommer-camp i fodboldklubben dukkede en dansk superstjerne pludselig op.

I en koordineret øvelse kom Manchester United-stjernen Rasmus Højlund nemlig tilbage til sin barndomsklub i hjembyen og gav som hemmelig overraskelse autografer i timevis.

Overfor B.T. fortæller den 21-årige angriber om den noble tankegang, der lå bag hans pludselige optræden i Hørsholm en fredag i juli, som du kan se video af længere nede i artiklen.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det drejer sig om at give noget tilbage. Jeg var forbi lige inden, jeg skulle på ferie, og der går intet af mig af at gøre det.«

»Jeg havde et lille hul i kalenderen og bor ikke langt derfra, og jeg kender flere, der arbejder som frivillige i klubben, så jeg tænkte, jeg kunne gøre en god gerning,« siger Højlund, som selv har været med som deltager og træner på klubbens sommercamps.

Og han har selv oplevet, hvordan det er at få sådan en overraskelse som lille fodboldspiller.

»Jeg ved hvor meget, jeg selv satte pris på det, da jeg selv var på camp, når der selv kom Superliga-spillere eller den slags. Så jeg tog min tid til det og det er jeg ikke bleg for,« siger landsholdsangriberen med et smil.

B.T. har tidligere talt med fodboldformand Bo Rømer om Højlunds hemmelige entré.

»Vi havde holdt det hemmeligt, så det var en stor overraskelse. Det var jo prikken over I'et efter en helt fantastisk uge,« fortalte fra klubben, hvor Rasmus Højlund og brødrene Oscar og Emil har brugt timevis på banerne, mens far Anders og mor Kirsten begge har været aktive i livet omkring klubben.

For tiden er Rasmus Højlund langt fra barndommens gader i Hørsholm.

Han er med det danske landshold i Spanien, hvor han lørdag blev skiftet ind i 0-1-nederlaget mod de spanske europamestre. Læs B.T.s dom fra opgøret her.

Tirsdag venter så et opgør mod Schweiz i St. Gallen.