OB-legenden Per Bartram er gået bort i en alder af 81 år.

Det oplyser sønnen Mads Bartram i et opslag på Facebook.

Sønnen fortæller, at faren mandag døde efter kort tids sygdom.

»Han var mit største forbillede og en fighter uden lige. Livsglad og positiv til det sidste, hvilket vi vil huske ham for. Elsket og savnet,« skriver sønnen i opslaget.

Per Bartram er et sandt ikon i Odense Boldklub, da han i 1977 var en profil på et mandskab, der sikrede klubben sit første danske mesterskab. Han var i klubben af to omgange.

Angriberen nåede hele 270 kampe for klubben og scorede 142 mål.

Karrieren bød også på et udenlandsophold i engelske Crystal Palace, som han skiftede til i 1969. På det tidspunkt var klubben netop rykket op i den bedste engelske fodboldrække for første gange.

10 kampe og tre scoringer blev det til for Per Bartram i det engelske. Karrieren bød også på et ophold over to omgange i skotske Greenock Morton.

Her stod han bag et meget opsigtsvækkende hattrick mod storklubben Celtic. Det første og tredje mål fra Bartram kom med blot syv minutters mellemrum, og det var netop med til at sikre det store skifte til engelsk fodbold.

Per Bartram nåede også at få en A-landskamp på sit cv. Den kom i 1975.