Hvad sagde han lige?!

Der var formentlig nogle fodboldfans, der fik aftenkaffen galt i halsen, da Peter Schmeichel tonede frem på tv-skærmen søndag aften efter topopgøret mellem Liverpool og Arsenal.

For Manchester United-legenden overraskede, da han skulle analysere Premier League-braget for Viaplay, som du kan se i videoen øverst.

»Jeg kan ærlig talt sige, at jeg aldrig nogensinde i mit liv har ønsket, at Liverpool skulle vinde en fodboldkamp, mere, end jeg gjorde i dag,« indledte den danske landsholdslegende, der i årevis havde Liverpool som ærkerivaler, hvilket fik tv-værten til at bryde ud i grin.

Schmeichel var både skuffet og vred over Arsenals spil.

»Det, de bringer til en kamp, som vi har talt op til at være en af sæsonens største, er en grim type fodbold.«

Liverpool vandt kampen 1-0 på et sent frisparksmål af Dominik Szoboszlai.

»Når man spiller som Arsenal i 82 minutter og kommer bagud, er det umuligt at komme tilbage,« fortsatte han.

Andre læser også