Der var mere drama udenfor banen end på banen, da FCK og Malmö FF spillede 0-0 i Champions League-kvalifikationen. 

Op til kampen var der forventet en vis ballade, og derfor var svensk politi også talstærkt til stede. 

Politiet i Malmø konkluderer, at kampen forløb uden de helt store udfald, men der var dog enkelte ballademagere, der kom i kontakt med politiet, skriver man på sin hjemmeside. 

Der var flere tilfælde af overtrædelse af maskeringsforbuddet, mens der også var forstyrrelse af den offentlige orden. 

Værst gik det udover en politibetjent, der blev sparket i forbindelse med FCKs march til stadion i Malmø. Det har kastet en sigtelse om vold mod tjenestemand af sig. 

Derudover er en person blevet anholdt mistænkt for et overfald på en pub i den centrale del af byen. 

Inden opgøret blev omkring 50 personer med tilknytning til FCK afvist ved stadion og sendt tilbage, da de havde karantæne. 

Der er returopgør i næste uge i Parken.