Politiet i København gør tirsdag en ekstraordinær indsats for at holde ro og orden både før, under og efter aftenens Champions League-brag i Parken.

F.C. København får besøg af rivalerne fra Malmø, og det har fået politikredsen til at tage drastiske midler i brug.

Vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, Jakob Hansen, bekræfter således til B.T., at man er talstærkt til stede ved Københavns Lufthavn, hvor svenske passagerer, der kommer ind med toget til København, bliver standset og tjekket.

»Vi har en indsats ude og holde øje med, hvad der kommer ind over grænsen. Vi tjekker om fansene har et anerkendelsesværdigt formål i Danmark, og derfor har vi lavet en indsats,« siger Jakob Hansen.

Af billeder fra stedet kan man se, hvordan et stort hold af betjente befinder sig på perronen, hvor de angiveligt tjekker billetter og ID, mens flere fans tilmed får taget billeder af deres ID og ansigter.

De konkrete eksempler kan Jakob Hansen ikke udtale sig om, men han fortæller, at man specifikt leder efter personer med ejendele, der kan indikerer, at de er ude på ballade.

»Vi sørger for at holde øje med, om der kommer nogen med onde hensigter, som skal lave ballade,« siger viceinspektøren og tilføjer: 

»Vi har tidligere set, at nogle medbringer handsker eller tandbeskyttere, og det er sådan nogle ting, vi leder efter. Og så skal vi selvfølgelig finde ud af, om de har billet til kampen.«

Altså bedes alle med et ikke-anerkendelsesværdigt formål i lufthavnen om at vende om.

Han oplyser desuden, at aktionen er forløbet relativt fredeligt, og at det ikke har været nødvendigt at sende nogen fans tilbage til Sverige igen.