»Jeg har lyst til at spørge: Hvad ser I selv?«
Der var ingen tvivl om, at FC Midtjylland-cheftræner Thomas Thomasberg var rasende uenig og følte sig snydt for straffespark på Brøndby Stadion, da B.T. indledte sit spørgsmål om to kontroversielle situationer i første halvleg, hvor FCM-lejren appellerede for straffespark.
Én af dem var da Brøndby-anfører Jacob Rasmussen vandt en hovedstødsduel, men samtidig langede en albue i hovedet på FCM-spilleren Denil Castillo - læs B.T.s dom fra opgøret her.
»Ja, plejer det ikke også normalt at give et frispark eller et straffespark? Det er jo svar nok. Men hvad jeg synes kommer ikke til at ændre det. Men konstateringen efter kampen er, at der stensikkert er straffespark på albuen i hovedet. Den ville give frispark alle andre steder på banen,« fortsatte Thomasberg og tilføjede om den anden situation, hvor Aral Simsir gik til jorden i Brøndby-feltet:
»I den anden situation ved jeg ikke, om han lige snitter bolden eller hvad det er. Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Brøndby kunne også have fået et straffespark til sidst for hånd på bolden i feltet, men det havde haft en anden betydning, for så kunne de have gjort det til 3-0.«
»De to andre var i vigtige perioder i kampen, hvor vi kunne have kommet tilbage. Det er passé nu, men når jeg kigger på situationerne er der stensikkert straffe i den ene, og jeg har set den anden situation give straffespark andre gange. Men det er sådan, det er,« sagde Thomasberg, der mente, at det ikke var decideret ufortjent, at Brøndby vandt på grund af de chancer, værterne skabte i forhold til FCM.
I den modsatte lejr gav Brøndby-træner Jesper Sørensen sin midtjyske kollega ret, for han så også straffespark til FC Midtjylland.
»De kan godt føle sig snydt. Men vi har jo soft contact herude nogle gange.«
»Men fodbold er små momenter. Jeg synes, de skulle have haft et rødt på Yuito, og det forstår jeg ikke, men sådan er det. Det er sådan med dommerkendelserne, hvor man nogle gange står på den uheldige side og andre gange på den uheldige. Men vi ville også have syntes, vi skulle have haft straffespark,« siger Jesper Sørensen.
Thomas Thomasberg tilføjede desuden, at FCM vil overveje at appellere den første advarsel af de to, der gav Ousmane Diao rødt kort i løbet af søndagens 0-2-nederlag.