Det kan ikke være gået nogens næse forbi, at Cristiano Ronaldo har tjent kassen som fodboldspiller – især efter skiftet til saudiarabiske Al-Nassr i 2023.
Og nu vil endnu flere milliarder tikke ind på kontoen.
Torsdag oplyste klubben, at den portugisiske verdensstjerne har underskrevet en ny kontrakt, der ifølge The Sun er den mest lukrative kontrakt i sportshistorien.
Det britiske sportsmedie har fået indsigt i kontrakten, der blandt andet viser, at 40-årige Ronaldo tjener knap 1,6 milliarder om året.
Dette svarer til en timeløn på lidt over 178.000 kroner – eller knap 3.000 kroner i minuttet.
Derudover får han 214 millioner kroner – alene for at skrive under på den nye kontrakt.
Og skulle Ronaldo udnytte det andet år af sin kontrakt, får han udbetalt yderligere 118 millioner kroner.
Portugiseren bliver samtidig medejer af Al-Nassr, og får en ejerandel på 15 procent af klubben til en værdi af 289 millioner kroner.
Derudover vil han få en bonus på 35 millioner kroner, hvis han bliver topscorer i ligaen, og 70 millioner hvis Al-Nassr bliver mestre.
Disse beløb er altså uden løftet om sponsoraftaler med saudiske virksomheder, der kan nå op på 525 millioner kroner.
Men vi er slet ikke færdige.
For Ronaldo og hans familie vil også blive passet godt på uden for banen af 16 fuldtidsansatte, der alle er betalt af klubben.
Det indebærer tre chauffører, fire husholdersker, to kokke, tre gartnere og fire sikkerhedsfolk.
Og skulle familien Ronaldo have lyst til at sætte sig op i et fly, ja så er der også sat 35 millioner kroner af til brugen af et privatfly.
Siden skiftet til Al-Nassr i 2023, har Ronaldo lavet 93 mål og 19 assist i 105 kampe.