Der var én ting, de danske medier ville høre til, da Schweiz mandag holdt pressemøde.
For sidste gang Danmark og Schweiz mødtes, drev hadet ned ad væggene i Parken, da schweizerne kastede sig ind i hårde tacklinger, brydegreb og svinestreger til to røde kort mod danskerne, som gæsterne følte sig snydt af.
Og den danske interesse i, om schweizerne vil hævne sig på danskerne, resulterede mandag i en sjov sprogbrøler i landet med de fire officielle sprog.
Da superstjernen og anføreren Granit Xhaka fik det første spørgsmål på engelsk fra danske medier, henvendte han sig først til schweizernes pressemedarbejder for at afklare, hvilket sprog han skulle svare på.
Tysk, fik han at vide, og Xhaka begyndte at tale. Men det, der kom ud af ham, var engelsk - og så grinte hele salen, inklusiv Granit Xhaka med fortid i Premier League-klubben Arsenal.
»Når man har brugt syv år af sit liv der, så … haha,« lød det, inden han så fik svaret på spørgsmålet om, hvorvidt schweizerne føler, at der er noget, der skal revancheres fra opgøret i Parken, hvor Xhaka selv så rødt efter bataljer med Pierre-Emile Højbjerg og Morten Hjulmand.
»Vi kender til danskernes kvalitet, og sidste gang var det en kamp med masser af følelser. Det her bliver en anden kamp, hvor vi spiller på hjemmebane med mange tilskuere i ryggen.«
»Nederlaget gjorde ondt, og det er uanset, hvordan det sker. Men vi var endda måske det bedste hold på banen mod Danmark senest. Vi vil vinde, men hævn er måske for stort et ord,« sagde Xhaka og understregede, at han gerne havde set Morten Hjulmand - som han har haft flere voldsomme infights med - være til rådighed for Danmark. For Xhaka vil møde de bedste.
»Nej, jeg er ikke glad for, at han er ude. Jeg ville gerne have haft ham på banen, for jeg vil gerne møde de bedste spillere, og han er en god spiller, der gør det godt for klub og landshold.«
Cheftræner Murat Yakin vil også se fremad - men han understreger, at han stadig føler sig snydt af danskerne, da han blev spurgt, om danskerne er tilgivet.
»Vi må se fremad og se på kampen i morgen. Danskerne spillede klogt dengang, og vi vil forsøge at nedtone følelserne i morgen, for det glemte vi måske i København.«
»Danskerne var helt sikkert unfair, men jeg er ikke fan af at tale om hævn. Vi vil spille for resultater og vinde takket være vores kvalitet,« siger Yakin.
Det schweiziske landshold er inde i noget af en krise, hvor de tre første kampe i Nations League er endt i nul point, men tirsdag spiller de på hjemmebanen i Kybunpark, hvor schweizerne ikke har tabt i syv kampe.
Og det skyldes ifølge en jokende Xhaka én særlig ting.
»Ja, vi har spillet godt her. Nok fordi bratwursten er bedre her. Ej, vi har ikke prøvet den, men jeg håber, vi kan få ændret på det, når vi har vundet kampen,« sagde Xhaka med et smil.
Det er klokken 20.45 tirsdag aften, at Danmark og Schweiz mødes på stadion i St. Gallen, hvor der er plads til knap 20.000.