Brian Riemers plan mislykkedes fuldstændig.

Men på mirakuløs vis fik det vævre danske hold afværget et serbisk bombardement i første halvleg, hvor to spillere blev udstillet på grusom vis.

Tre andre viste sig dog frem, så landsholdet holdt stand, og derfor kunne Danmark tage brodden af serberne i anden halvleg og sikre en nullert, der giver kvalifikation til Nations Leagues kvartfinaler i marts.

Herunder får du B.T.s karakterer til det danske landshold i kampen mod Serbien.

A'hva?! Dér var du, Kasper Schmeichel - og du kan jo stadig! Det er længe siden, vi har følt, at Schmeichel har taget STORE redninger for landsholdet, men det hev han da op i indledningen af det serbiske bombardement af det danske mål - og så på Vlahovic' vilde drøn i anden halvleg. Det havde landsholdet virkelig brug for - og så glemmer vi bare de udspark, der oftere end ikke havnede hos serberne.

Den mest rutinerede landsholdsdebutant nogensinde blev han kaldt. Men han startede med en fodfejl, der var startskuddet til en første halvleg, hvor han ofte var ude af trit med handlingen på banen, hvor han også smed for mange bolde væk. Men så må man bare sige, at han skruede op for Premier League-blusset. Super anden halvleg!

Det var en kamp lige efter Nelssons hoved, for han fik lov at krige og duellere med bomstærke angribere. Og det gik som oftest, som Nelsson ville have det. Stærk defensiv kamp, hvor han godt kan skrive et par afspadseringstimer i bogen - for han havde RIGELIGT at se til! På bolden savner vi dog (stadig) mere kvalitet.

Uha, Vestergaard. Den bomstærke forsvarskrumtap så i indledningen ud til at være læst, som spanierne gjorde det, for han blev hurtigt udfordret og sendt efter en omgang slivovitz i en serbisk udfordring. Men så udviklede kampen sig til en luftkrig, og som en dansk Maverick afværgede Vestergaard fornemt farerne. Tak for din tjeneste!

Havde Zivkovic dårlig ånde? For 'VK' holdt i første halvleg konstant flere meters afstand til den serbiske kant, der igen, igen og igen veg udenom og slog pivfarlige indlæg. Og så krydrede danskeren det hele med sløje clearinger, der gav nye muligheder til serberne. Han spillede sig dog op, som kampen skred frem.

Lige så meget, som vi savnede ham i første halvleg, lige så glade var vi for ham i anden halvleg. Der var en verden til forskel på Morten Hjulmand i de to halvlege, og han var afgørende for, at Danmark kom ud af det serbiske bombardement. Blev bedre og bedre til at holde i bolden, og dét syntes serberne ikke om.

Anføreren var særdeles anonym og serberne fløj forbi ham igen og igen. Men så vågnede han - og fik måske også talt gang i holdkammeraterne? For det var bedre i anden halvleg, hvor han lavede flere fine detaljer og var tæt på en kasse efter 69 minutter.

Stærk indledning af den brandvarme Brentford-kreatør, der var uhyre tæt på en scoring midt i første halvleg, hvor kun en serbisk feberredning på stregen holdt Damsgaards navn fra måltavlen. Han stod generelt ganske stærkt og leverede en IQ200-aflevering til Isaksen, men hans defensive og fysiske mangler gjorde sig også udtalt i løbet af opgøret.

Han var som landet fra en anden planet, da han betrådte i Parken forleden. Og i dag forsøgte han flere gange med sine træk fra en anden galakse, men der var ikke noget ekstra terrestrisk over Isaksen i dag. Mest nævneværdigt trak han et gult kort og satte Yussuf Poulsen op - dog i en offsidesituation, hvor Isaksen måske skulle have sluppet den før? 

Verfede Højlund ud på bænken for at være en aktiv del af den danske boldbesiddelse. Og det startede godt for Dolberg, men stille og roligt begyndte han som holdkammeraterne at tabe sine dueller og smide bolde alt for hektisk væk. Han blev den lille i en kamp mod de serbiske kæmper, der må have givet ham et rygmærke af blodansamlinger efter de intense dueller. 

Det blev ikke hans 86. landskamp i rødt og hvidt, som vi kommer til at huske ham for. Han havde ellers chancen for at lægge et forrygende angreb i kassen, men han bevægede sig akkurat offside og fik taget en ellers stærk afslutning. Derfra var det en skuffende og anonym indsats, indtil 'Yus' gik skadet ud. 

---

Han tænkte nok sit, da han ikke blev valgt til fra start. Men der var ingen nykker at se, da han kom på banen, for han gjorde akkurat det, som der var brug for og ændrede kampen. Løb masser af meter og holdt konstant temperaturen i det danske spil. Meget afgørende for, at Danmark holdt serberne væk.

Ind efter 70 minutter. Uden for bedømmelse.

Ind efter 70 minutter. Uden for bedømmelse.

Ind efter 86 minutter. Uden for bedømmelse.

Operationen mislykkedes. Men på mirakuløs vis overlevede patienten, og Riemers landshold fik det point, der skulle til. Hans sats med små, vævre spillere, der skulle holde i bolden mod de fysisk stærke modstandere mislykkedes fuldstændig, og magen til dominans i første halvleg skal man lede længe efter. Men vi må også rose Riemer for at holde fast og skrue på små ting i pausen, der gjorde, at serberne meget sjældent var farlige i pausen, hvorfor Danmark lykkedes med at tage pladsen videre i Nations League. Men vi må dog erkende, at Riemers aftryk i de første to kampe ikke er noget, der tager pusten fra os. Vi kræver andre boller på suppen!