Det blev langt tættere på resultattavlen end på banen i Brian Riemers landstrænerdebut.

Der var længe klasseforskel på europamestrene og det danske landshold i den spanske 2-1-sejr, hvor flere danske spillere leverede præstationer, der var under det niveau, vi kunne forvente trods en uhyre stærk modstander.

Én dansk mand fik dog gjort opmærksom på sig selv i en sådan grad, at han IKKE kan ignoreres på mandag i gyser-dysten mod Serbien.

Herunder får du B.T.s karakterer til de danske spillere mod Spanien.

Blev ladt i stikken af sine holdkammerater - for han kunne ikke stille meget op ved de to scoringer, hvor spanierne legende let kom igennem og passerede førstevalget i den danske kasse.

En del af den noget pressede danske defensiv, der flere gange lignede træningskegler for de spanske matadorer, der gjorde, hvad der passede dem i arenaen. Frem ad banen bød han sig til flere gange, men han blev ofte ignoreret eller sat under pres. Dét gjorde ham RASENDE i anden halvleg!

Ligesom mange af holdkammeraterne var det ikke en af krumtappens bedste kampe - og han kan IKKE flygte fra sit ansvar omkring 0-1-målet, hvor han ikke kunne være bekendt at sætte Vestergaard under det pres. Og så et torskedumt gult kort, der sender ham i karantæne. Om igen!

Fy, for en mundfuld, Vestergaard. Det var ikke til at kende den tårnhøje forsvarer, der med flotte præstationer har udviklet sig til en landsholdsprofil (i et tremandsforsvar) anno 2024. For de vævre og hurtige spaniere havde læst på lektien, og serverede et tapasbræt af dybe afleveringer, hidsigt pres og hurtige bevægelser, som Vestergaard fik i den gale hals. Det så forfærdeligt ud ved 0-1-målet, og han virkede sjældent ovenpå med bolden eller i defensiven.

Det var én af dem, han gerne vil glemme. Det var utrolig lidt, der lykkedes for venstrebacken, der gjorde sig bemærket med utallige misforståelser, for passive offensive aktioner og upræcise indlæg. Alt gik galt for 'VK', der tilmed så fejlplaceret ud ved 0-2-målet.

Brentford-profilen fik overraskende chancen som skraldemand på midtbanen, og han gjorde det isoleret set ganske fornuftigt med flere brud og fine afspil. Men han indledte en dødfarlig flirt med en udvisning, og det kostede ham en udskiftning tidligt i anden halvleg.

Han blev redningsmand med en heroisk aktion, men nødhjælpen løb hurtigt ud, og anføreren kunne intet gøre. Derfra var det en overraskende anonym indsats fra Marseille-spilleren, der er den mest scorende landsholdsspiller i år. Og så ragede han lige en karantæne til sig. Det er ganske enkelt forfærdeligt forud for den sidste kamp i Nations League.

Hele Parkens darling fik sig en ny og mere offensiv rolle, og han viste fra start de forbudte salsatrin med lækre detaljer. Men han - og resten af holdet - kom hurtigt ud af takt, og så var hans bedste aktion derfra et returløb, der fik hele Parken op at stå.

Han prøvede og prøvede, Albert Grønbæk. Men det lykkedes simpelthen for sjældent for Rennes-spilleren, der har tabt noget af den fart, han stormede ind på landsholdet med.

Det stråler ud af ham, hvor gerne han vil lykkes. Og derfor gør det ondt at se, hvor sjældent det lykkes for Højlund på landsholdet, hvor han ikke har scoret i over et år. Han vandt sine dueller, men for ofte blev den næste aktion eller førstegangsafleveringen upræcis. Vi savner, at han bliver RIGTIG farlig.

Forrygende dødbolde, men ellers var det ikke voldsomt, hvad United-stjernen bød ind med. Vi savnede, at han tog ansvar på bolden i en kamp, hvor de danske landsholdsspillere stod i kø for at smide bolden væk.

---

Damsgaard blegnede lidt af sammenligningen med Isaksen, der tog hele Parken med storm med sin entre. Brentford-spilleren viste sin iver i presset og indgik i fine kombinationer, som da han var medvirkende til at spille Højbjerg til en stor chance.

Spændt som en flitsbue. Direkte fra Rom kom Gustav Isaksen bragende ind på græstæppet i Parken, hvor han var under fem minutter om at forkæle med sydeuropæiske lækkerier og sige arrivederci til Pedro Porro ved at spille bolden udenom ham. Kort efter var han tæt på at trække et straffespark, han sendte en kanonkugle afsted på stolpen og scorede fortjent det danske mål. Han var ustyrlig på den venstrekant.

Skiftet ind efter 79 minutter. Uden for bedømmelse.

Skiftet ind efter 79 minutter. Uden for bedømmelse.

Skiftet ind efter 86 minutter. Uden for bedømmelse.

Dét her udtryk vil pine Brian Riemer i de kommende dage. For han kommer ikke til at lukke et øje inden Serbien-kampen, efter hvad han så i dag. Ja, Spanien er europamestre og har topklasse, men formationsskiftet gav INGEN lovende svar - kun panderynker. Spillerne virkede på ingen måde tilpas, de misforstod hinanden, forsvaret var i enorme problemer og efter en lovende start, løste spanierne Riemers offensive pres. Og så var der godt nok langt mellem de åbne chancer, danskerne spillede sig til. Vi ved, det var en benhård modstander i debuten, men der var alt for få stærke sekvenser i Riemers første møde med landsholdet - også selvom indskifteren Gustav Isaksen viste sig frem med et blændende indhop.