Efter 72 minutter af lørdagens kamp mod Spanien var det slut.

Slut for Danmarks største stjerne Christian Eriksen, der blev skiftet ud og erstattet med den unge hurtigløber Gustav Isaksen.

Og dén udskiftning fyldte, da landstræner Lars Knudsen efter kampen mødte pressen efter 0-1-nederlaget mod Spanien.

For hvorfor skulle Eriksen ud - og hvad sagde han egentlig, da han på sidelinjen slog ud med armene og smilte på sin skæve fynske vis?

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det handler både om det (at dosere kræfterne før mødet med Schweiz, red.) og så prøvede jeg at få noget frisk energi ind.«

»Som kampen udviklede sig, så håbede vi på, at vi kunne sende Gustav afsted i en omstilling,« sagde Lars Knudsen, som efterfølgende blev spurgt til, om Christian Eriksen også selv spurgte, hvorfor det var ham, der skulle ud.

»Nej, det tror jeg ikke nødvendigvis, han sagde. Han smilte og jokede, tror jeg,« lød det fra landstræneren.

Han må søndag efter alt at dømme sige farvel og tak for denne gang til Morten Hjulmand og Victor Kristiansen, der begge ragede gule kort til sig og endte i karantæne til kampen mod Schweiz.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og dét ærgrer landstræneren, for han forstod ikke meget af de advarsler, der koster dem returopgøret i St. Gallen.

»Jeg synes umiddelbart ikke, at det lignede to gule kort. Det må jeg indrømme. Men det kan vi ikke gøre noget ved, og vi må videre fra det,« sagde han og tilføjede om den kontroversielle situation omkring målet, hvor danskerne appellerede for frispark.

»Det er ikke soleklart, at der ikke er frispark i hvert fald,« siger han.

Landstræneren erkendte efter opgøret, at landsholdet forsømte at true spanierne nok i nederlaget.

»Vi manglede at få flyttet spillet længere op på banen og have længere perioder, hvor vi var på bolden. Vi forsvarede for længe i forhold til hvad vi gerne vil.« 

»Vi forsvarede os godt i lange perioder, og som jeg har sagt før, så spillede vi mod europamestrene. Der er ikke frit valg på alle hylder i forhold til hvordan man gerne vil spille kampen. Det skal vi have respekt for, men langt hen ad vejen var vores præstation god,« lød det fra landstræneren.

Han ville lørdag aften beslutte, om nye spillere skal udtages i stedet for de karantæneramte.

Andre læser også