Det får store personlige konsekvenser for Jonas Lössl, at FC Midtjylland torsdag røg ud af pokalturneringen.

For i sommer blev den tidligere landsholdsmålmand degraderet til andetvalg i Herning og har således kun haft udsigt til at blive valgt til i Thomas Thomasbergs startopstilling, når pokalkampene har stået for døren.

Og den mulighed er nu taget fra den 35-årige keeper, der var dybt irriteret efter torsdagens 0-1-nederlag på Brøndby Stadion.

»For mig har den her turnering været 100 procent i top. For det er her, jeg har stået, kan man sige. Jeg ville virkelig, virkelig gerne have været med på det første FC Midtjylland-hold, der vandt en double, så jeg - og vi - gik herover for at smide alt ind.«

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi ville rigtig gerne have været med, så det er virkelig frustrerende at være ude nu allerede. Helt vildt. Kæft, hvor kunne det have været fedt at prøve at løfte to trofæer,« siger Lössl og tilføjer om hans sæson fremadrettet:

»Det er svært at konkludere på lige nu. Jeg har fået pokalturneringen, så jeg havde håbet på, vi gik videre. Men vi må fokusere på Europa og så kan vi få en revanche allerede om tre dage mod Brøndby.«

Han tilføjede om sin skuffelse over resultatet mod Brøndby, der var i undertal fra 56. minut, hvor angriber - og målscorer - Mileta Rajovic tabte hovedet og sparkede til Mads Bech Sørensen - læs hans reaktion her.

»Jeg er pissehamrende skuffet. Jeg er snart virkelig, virkelig træt af at komme herover og tabe. Jeg er frustreret over, at vi taber den her.« 

»Vi var i overtal i 35 minutter, og vi skulle selvfølgelig skabe mere, end vi gjorde. Der er ikke så meget der. Vi skulle være gået videre,« lød det fra Lössl.

FC Midtjylland og Brøndby tørner sammen igen på søndag, når MCH Arena danner ramme om de to klubbers møde i Superligaen.

Andre læser også